Skab forudsætningen for den gode gåtur

Har du nogen sinde tænkt over, hvordan og hvorfor du går tur med din hund? Der findes flere måder at gå tur på, og de kan tjene forskellige formål. Der er turen ned og aflevere/hente børnene i institutionen, hvor du har lidt travlt. Pligtturen kl. meget sent om aftenen/tidligt om morgen, hvor du ikke helt er vågen. Turen i skoven, hvor du har masser af tid. Turen der bare skal overstås, fordi det regner. Snuseturen rundt i kvarteret i kort/lang snor. Afhængigt af hvad det er for en slags tur, du går, får din hund mere eller mindre ud af den. Har du travlt, får din hund ofte mindre tid til at snuse og læse avisen, end hvis du har god tid. Det er ikke noget problem, at dine gåture en gang i mellem kun er på dine præmisser, men er alle dine gåture noget, der skal overstås hurtigst muligt, så er din hunds velfærd i fare.