Av! – mine bisser

Min skønne Elvis har dårlige tænder. Så dårlige at han i skrivende stund har fået fjernet 6 tænder og med stor sandsynlighed vil få fjernet flere i løbet af de forhåbentlig mange år, han stadig har tilbage. Han har den tandsygdom, der hedder tandresorptioner, og det er en rigtig grimrian.

Først og fremmest fordi sygdommen nærmest æder kattes tænder op indefra, men også fordi det bare er supersvært at opdage, hvis ens kat har sygdommen! I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om sygdommen, så godt jeg nu kan uden at være dyrlæge. Og herefter vil jeg fortælle om, hvor svært det kan være at opdage, hvis ens kat har ondt i tænderne, og de bittesmå tegn man skal prøve at kigge efter. Til sidst vil jeg skrive lidt om økonomien, når ens kat har sygdommen, og hvordan en kattesygeforsikring kan hjælpe rigtig meget.

Hvad er tandresorptioner?

Man kan finde mange gode artikler på nettet om sygdommen tandresorptioner, så her vil jeg blot summere hovedpunkterne. Størstedelen af en tand består af et hårdt knoglelignende materiale kaldet dentin. Dentinen beskytter de mere sårbare dele af tanden såsom blodkar og nerver. Når der opstår resorption af en tand, betyder det, at dentinen bliver porøs og langsomt nedbrydes. Det medfører, at tandemaljen også nedbrydes, hvilket specielt sker ved tandhalsen, hvor man nogle gange kan se sygdommen ved, at der opstår en rød, og nogle gange blodig, linje omkring tanden helt nede ved gummen. Når sygdommen skrider frem, vil den også angribe tandroden, og tanden kan til sidst knække af; den er blevet ’ædt op indefra’.

Desværre ved man ikke, hvad der forårsager sygdommen, og den eneste kur, der virker, er at operere de angrebne tænder ud, som jeg har fået gjort med Elvis. Man mener, at i gennemsnit halvdelen af alle katte vil blive ramt af sygdommen på et eller andet tidspunkt i livet, og den rammer specielt ældre katte.

Hvordan kan du se, om din kat har resorptioner?

Ud fra ovenstående beskrivelse kan der ikke være tvivl om, at resorptioner må være en meget smertefuld sygdom for vores katte! Man kan prøve at forestille sig at få skrællet lag efter lag af en tand, så nerver og roden bliver mere og mere blotlagt – alene tanken giver mig ondt i tænderne! Så det er rigtigt vigtigt at holde øje med sin kat og vurdere, om sygdommen mon er på vej.

Men desværre er det også rigtigt svært at finde ud af, om ens kat har resorptioner. Man skal lede efter både fysiske og adfærdsmæssige tegn, hvor det måske oftest er de sidste, der giver et fingerpeg om, at noget er galt. Som sagt herover vil der nogle gange vise sig en rød, måske blodig, kant omkring en tand, som er angrebet. Men når en sådan kant viser sig, kan sygdommen allerede være meget fremskreden inde i tanden. Og desuden ved vi jo alle godt, at det ikke er det nemmeste at få lov at inspicere vores kats tænder! Derfor er man nødt til at kigge videre.

Der er en række fysiske tegn, man kan kigge efter, f.eks. om katten spiser mindre eller generelt taber sig, eller om katten lugter dårligt ud af munden. Problemet er igen her, at nogle katte faktisk bliver ved med at spise, selvom det gør ondt, og man derfor ikke opdager sygdommen via appetit eller vægt. Elvis spiste f.eks. masser af mad og tabte sig ikke det mindste, selv da sygdommen var værst hos ham.

Så vi må i gang med at kigge på, hvordan katten kan ændre adfærd, når den har rigtig ondt. Og igen er det rigtigt svært, da katte er verdensmestre i at skjule, hvis de har ondt. Katten er det kæledyr, der har levet sammen med mennesker i kortest tid, og den ligner derfor stadig på mange måder den vildkat, den nedstammer fra. Og i naturen er det en rigtigt dårlig ide at vise, man er syg, for så kan man blive udstødt af flokken, eller rovdyr kan opdage, at man er et nemt bytte. Så det bedste er at bide smerten i sig og fortsætte som om, intet er galt. Og det er katte som sagt mestre i! Men der er ting, man kan kigge efter i forhold til kattens adfærd:

  1. Bruger din kat mere tid på at tygge maden, som om den skubber den rundt i munden?
  2. Deltager din kat mindre i fælles aktiviteter, f.eks. leg og kæl, end tidligere?
  3. Sover din kat mere? Og måske mere ’tilbagetrukne’ steder end normalt (f.eks. et stille gæsteværelse den normalt ikke sover i)?
  4. Virker din kat mere irritabel mod familien eller husets andre kæledyr?
  5. Eller omvendt, hvis din kat tidligere har ’jaget’ en af husets andre katte – er den holdt op med det?
  6. Kaster din kat op oftere end normalt, og uden at der er hårboller i?

Denne liste har jeg lavet på baggrund af alle de mange små tegn, Elvis viste på, at han havde ondt. Da sygdommen var værst, kunne Elvis bruge lang tid på at skubbe et stykke tørfoder rundt i munden, han gik tidligere i seng om aftenen og gerne i en hule i soveværelset i stedet for på mit skød i stuen. Endvidere holdt han helt op med at drille min anden kat, noget han ellers gør jævnligt. Og han kastede op flere gange om dagen, noget der også kan være et tegn på, at katte har meget ondt.

Så hvis du synes, din kat udviser en eller flere af ovenstående adfærdsændringer, så er det bare om at komme afsted til dyrlægen! Man skal huske, at mindst halvdelen af alle katte vil blive ramt af resorptioner, og at det gør helt vildt ondt på katten, når de har dem. Selv skal jeg afsted igen til eftersyn snart, fordi jeg synes, Elvis er blevet lidt mere irritabel og samtidig sover lidt mere end normalt.

Elvis sover lidt mere end normalt.

Økonomien

Det er en dyr omgang at have en kat med tandresorptioner! Elvis har over to omgange fået opereret først 2 og så 4 tænder ud. Selve operationerne er i sig selv dyre, og oven i det kommer røntgenbilleder, konsultationer før og efter operationen, smertebehandling og gerne halvårlige check af tænderne for at se, om flere er blevet angrebet. Det er derfor en rigtig god ide at have sin kat sygeforsikret ’just in case’ (og jo i det hele taget ?). Og her er det vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle dyreforsikringer dækker resorptioner, så det er vigtigt at læse policen ordentligt, inden man tegner en forsikring.

Agria Dyreforsikrings sygeforsikring til katte dækker heldigvis resorptioner med op til 2.500 kr. per år (efter den 1-årige karensperiode), hvilket bestemt er en god hjælp, hvis katten skal have opereret tænder ud. Forsikrer du din killing, inden den er fyldt 4 mdr., er der faktisk dækning helt op til 5000 kr. per. år og helt uden karensperiode, så det kan godt betale sig at være tidligt ude.

Fremtiden

Som sagt har jeg en lille mistanke om, at der igen er noget på vej i Elvis tænder, og skal afsted til dyrlægen for at få det tjekket. Til gengæld har Elvis levet et fint liv, siden han sidste gang fik fjernet tænder for 1½ år siden; han spiser med stor appetit (på trods af de manglende tænder), leger og regerer husholdningen som den ubestridte konge. Så man skal ikke være bange for, at katten får et dårligere eller kortere liv, hvis den får konstateret resorptioner, men blot sørge for at få det behandlet så hurtigt som muligt ❤

Elvis er generelt en glad dreng!

Join the Conversation

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *