Ayoe Hoff

Katten alene hjemme

 Skriv en kommentar til Katten alene hjemme

Hverdagen har meldt sig, både oven på sommerferien og Corona. Langt de fleste af os er nu fysisk tilbage på arbejdet, i hvert fald et par dage om ugen. Og vi er heldigvis også tilbage til at kunne se venner og familie, som vi har lyst til – både om aftenen og i weekenden. Men det betyder også, at hverdagen er tilbage for vores familiedyr, der nu er en del mere alene hjemme, end de har været meget længe. Og de familiedyr, vi har fået under Corona, har måske endda aldrig for alvor prøvet at være alene hjemme mere end højst et par timer ad gangen. Hundeejerne vil nok have fokuseret på noget alene hjemme-træning op til genåbningen. Både for at minde ældre hunde om, hvordan det egentlig er at være alene hjemme, og for at lære yngre hunde det helt fra bunden. Men hvad med vores katte? Både de ældre, erfarne og de yngre, der har været så heldige kun at have oplevet, at vi var hjemme det meste af tiden. Hvordan har de det med at være alene hjemme?

Mange mener, at fordi katten er mere uafhængig og ikke så social som hunden, så kan den nemt være alene hjemme det meste af tiden. Men sådan forholder det sig ikke helt, i hvert fald ikke for alle katte. I dette blogindlæg vil jeg skrive om, hvorfor katte ikke altid ’bare’ synes, det er ok at være alene hjemme, give fingerpeg om hvor længe man i gennemsnit kan lade sin kat være alene hjemme, og om hvad man kan gøre, for at alene hjemme-tiden bliver så hyggelig og behagelig for katten som muligt.

Man skal tænke sig om, inden man lader sin kat være alene hjemme længe.

Den semisociale kat

Katten er en sjov størrelse, når det kommer til sociale relationer. Den nedstammer oprindeligt fra den afrikanske vildkat, der er et typisk solitært dyr. Dvs. at afrikanske vildkatte kun omgås hinanden, når de parrer sig, og når hunnen opfostrer sine killinger. Ud over disse møder lever afrikanske vildkatte alene og er meget territoriale. Man kan derfor tro at vores huskat, dvs. den domesticerede udgave af den afrikanske vildkat, også er solitær og foretrækker at være alene meget af tiden. Men dette er faktisk forkert.

Huskatten har rent evolutionært udviklet sig til godt at kunne omgås andre katte (og mennesker), endda finde glæde ved dette, under de rette betingelser. Det sidste betyder, at huskatten helst vil bo sammen med katte, den er i familie med, hvis den selv kan vælge. Man ser ofte fritlevende hunkatte, som er i familie (mødre, bedstemødre, søstre), danne grupper der hjælper hinanden med at opfostre killinger. Omvendt finder man også mange fritlevende hunkatte, der lever og opfostrer killinger alene, og fritlevende hankatte lever det meste af tiden alene. Det, der bestemmer, om fritlevende katte vælger det ene eller det andet, er, hvor meget mad der er til rådighed: Hvis der er masser af mad (f.eks. på en gård med mange mus), danner kattene grupper, mens de lever en og en, hvis der ikke er så meget mad tilgængeligt. Endelig har huskatten udviklet sig til at kunne have stor glæde af menneskeselskab, så længe den er blevet ordentligt socialiseret på mennesker mellem sin anden og syvende leveuge.

Så huskatte er altså hverken helt solitære eller helt sociale! De kan vælge at være det ene eller det andet og har evolutionært udviklet sig til at kunne sætte pris på både andre kattes og på menneskers selskab. Derfor kalder man huskatten ’semisocial’. Og man kan derfor ikke sige, at huskatten rent faktisk foretrækker at være alene meget af tiden og med den begrundelse lade den være længe alene hjemme.

Hvor længe kan en kat så være alene hjemme?

Dette er faktisk et super svært spørgsmål at svare på. Hvor længe man kan lade sin kat være alene hjemme afhænger af kattens temperament og af de omstændigheder, katten lever under. Mht. temperament så er nogle katte bare nogle rigtige hyggetrolde, der har det bedst, når deres ejere er hjemme. Nogle katte kan endda udvikle adfærdsmønstre, der minder om hundes separationsangst: De kan begynde at ødelægge ting, miave vedvarende og højt, blive urenlige – og specielt tisse på ting der lugter af ejeren, eller generelt virke nedstemte i de perioder ejerne ikke er hjemme, mens de ikke udviser nogle af disse adfærdsmønstre når ejeren er hjemme. Hvis man oplever sådanne mønstre hos katten, skal man altid først tage den til dyrlægen for at få undersøgt, om adfærden evt. skyldes underliggende sygdom. Og ellers skal man for så vidt muligt ikke lade katten være for meget alene hjemme og hurtigt søge hjælp hos en eksamineret adfærdskonsulent med speciale i katte.

Nogle katte synes slet ikke, det er rart at være alene hjemme og kan f.eks. begynde at miave meget og klagende, når de er alene.

Der er naturligvis også mange katte, som egentlig ikke synes, det er så fedt at være alene hjemme, men som ikke direkte udvikler tegn på separationsangst. Og så er der katte, som fungerer fint alene, så længe det ikke er i for lang tid. Og om en kat hører i den ene eller den anden gruppe er bare svært at sige. Så her mener jeg, at man generelt bør tænke over, at katten et langt stykke hen ad vejen er evolutionært udviklet til at kunne lide selskab, og at den derfor naturligvis ikke skal være alene for længe ad gangen.

De omstændigheder, katten lever under, spiller også ind på, hvor længe man med god samvittighed kan lade den være alene. Specielt indekatte lever i et meget statisk miljø, da hjemmet jo er det samme hele tiden. Man kan naturligvis have flere indekatte, der så holder hinanden med selskab. Dette kan være en hjælp, når de er alene, hvis de ellers er gode venner og har glæde af hinandens selskab. Her skal man se efter, om kattene leger sammen, sover sammen og evt. vasker hinanden. Hvis de ikke gør det, og måske endda har små skærmydsler eller i hvert ignorerer hinanden det meste af tiden, så er de ikke så gode venner, at man med god samvittighed kan sige, at de udfylder hinandens sociale behov og kan underholde hinanden, når de er alene. Som sådan er ejeren den primære kilde til selskab og daglig aktivering for rigtigt mange indekatte. Og derfor bør man være meget opmærksom på ikke at lade sin(e) indekat(te) være alene hjemme for længe. En almindelig arbejdsdag (~8 timer) er ok for mange indekatte. Men så skal man omvendt være opmærksom på ikke også at være ude mange aftener og meget tid i weekenderne. Og desuden sørge for at være aktivt sammen med sin kat når man er hjemme, dvs. tilbyde leg, kæl, snak og hygge.

Hvis katten har permanent adgang ud, f.eks. gennem en kattelem i et hus, så har den større mulighed for at underholde sig selv, når den er alene, end indekatte har. Derfor kan nogle udekatte måske godt af og til være alene hjemme i længere tid end en almindelig arbejdsdag. Men også udekatte har ofte stor glæde af deres ejers selskab, og man må ikke bruge det, at katten er udekat som en undskyldning for at lade den være alene for længe. Udekatte, der savner deres ejere, kan faktisk finde på at flytte til et andet hjem, hvor beboerne er mere hjemme.

Endelig bør man huske, at den danske dyrevelfærdslov siger, at: ”Enhver, der holder dyr, skal sørge for at de tilses mindst en gang om dagen” (Dyrevelfærdsloven, Kapitel 2, Paragraf 9). Så selv hvis man af og til er nødt til at være væk fra katten i mere end 24 timer, så skal man sørge for, at der kommer nogen og ser til den minimum én gang i døgnet, både for ude- og indekatte. Og man bør ikke være væk fra katten så længe, hvis man ved, den har det skidt med at være alene.

Gør alenetiden hyggelig for katten

Vi skal jo på arbejde. Og vi vil jo også rigtigt gerne være sammen med venner og familie, bare en gang imellem. Det skal vi også! Og i mellemtiden må vi gøre det så hyggeligt som muligt for vores kat at være alene hjemme. For det første skal der jo helt naturligt være mad og vand til rådighed for vores kat, når den er alene hjemme. Nogle har en fyldt madskål stående fremme til katten hele tiden, og så behøver man ikke at bekymre sig mere om det. Andre har, som mig selv, en kat der er lidt for tyk, og som ikke kan styre at have mad ad libitum. 8 timer eller mere kan være ret lang tid for katten at gå uden mad, så her kan man overveje at have en foderautomat. Selv har jeg en højteknologisk sag, der kan udløse mad op til 6 gange i døgnet, enten præprogrammeret eller styret gennem en app jeg har på telefonen. Desuden er der kamera i, og jeg kan derfor endda også lige holde øje med, at alt er vel derhjemme. Og ved hjælp af automaten sørger jeg så for, at min Elvis også får frokost, når jeg er på arbejde.

Der skal også være en kattebakke tilgængelig for katten, når man ikke er hjemme. Dette naturligvis for indekatten, men jeg mener også, at udekatten skal have en bakke tilgængelig indendørs: Der kan være dage med rigtigt dårligt vejr, hvor det bare ikke er fedt for katten at skulle ud, når den skal på toilettet. Eller der kan være ting, der skræmmer den udenfor, så den hellere vil være inde.

Desuden skal man specielt for indekatten overveje, om den har noget at lave i løbet af dagen. Dvs. lade noget legetøj ligge fremme katten kan lide at lege med, sørge for at den har gode klatre- og kradsemuligheder (meget gerne et gulv-til-loft kradsetræ), at der måske står sjove papkasser fremme, den kan lege i, og at der er hyggelige bløde senge og huler, katten kan tage en lur i. Desuden er det en god idé at indrette en hyggelig vinduesplads til katten, hvorfra den kan betragte verden udenfor, gerne med f.eks. et fuglefoderbræt uden for vinduet, så der er ’katte-TV’ tilgængeligt. Og i de varmere perioder er det helt optimalt, hvis der er kattesikring på et par vinduer, så de også kan stå åbne, når man ikke er hjemme. Både for at hjemmet ikke bliver for varmt, men også for at katten kan hygge sig med både at kigge på og snuse til verden udenfor.

Indret en hyggelig og kattesikker vinduesplads til indekatten, så den kan betragte verden udenfor, mens den er alene.

Katten er ikke en hund – men alligevel…

Jeg håber, dette blogindlæg har givet indsigt i, at selvom katte måske ikke er sociale på helt samme måde som hunde, så kan man ikke bare lade sin kat være alene hjemme i længere tid. Katte har, ligesom hunde, behov for selskab og aktivering i hverdagen. Specielt indekatte kan lide under at være for længe alene hjemme, da de så lever et meget isoleret og indholdsløst liv, hvilket slet ikke stemmer overens med deres natur, som både jæger og et semisocialt dyr. Men også udekatte har behov for at have social interaktion med deres ejere og kan føle sig alene, hvis de er meget alene hjemme. Og nogle få katte, specielt indekatte, kan endda begynde at udvikle tegn på direkte separationsangst. Derfor bør man som katteejer tænke over at indrette sin hverdag, så katten ikke er for meget alene hjemme, sørge for at katten har det så hyggeligt som muligt, mens den er alene og sørge for også at være aktivt sammen med sin kat, når man så er hjemme med den. Akkurat som man ville gøre med en hund. Så vil katten også i langt de fleste tilfælde have et godt liv – også de timer den er alene ?

Det kan godt være ok at være alene hjemme – hvis man ikke er det for lang tid ad gangen og har en hyggelig seng at putte i.

Better safe than sorry – om kattens årlige sundhedscheck

 Skriv en kommentar til Better safe than sorry – om kattens årlige sundhedscheck

I starten af juli var Rylle og Elvis til deres årlige sundhedscheck. Altså sammen med mig, og i år havde jeg heldigvis også min kæreste til hjælp, nu hvor han endelig er blevet lukket ud af England efter 1½ års Corona-nedlukning (se også min blog om hvor godt katten husker, om hvordan mine katte modtog kæresten efter 1½ års fravær). ’Heldigvis’, da det årlige sundhedscheck altid er lidt af en stressfaktor for både kattene og mig. For mig, fordi jeg skal have transporteret to katte i deres transportkasser fra Vangede ned til dyrlægen på Strandvejen og tilbage igen med taxa (jeg har ikke bil). Og kattene, fordi de bare ikke synes det er megasjovt, hverken at blive transporteret eller være hos dyrlægen. Og så er det rart at være to til at slæbe og berolige og lytte til, hvad dyrlægen har at sige.

Selvom vi ofte laver ’transportkassetræning’ synes Rylle (og Elvis) stadig ikke, det er fedt at komme til dyrlægen til det årlige sundhedscheck.

Netop fordi det kan være noget af en besværlig og stressende udflugt at tage katte til dyrlægen, er der mange, der springer det årlige sundhedscheck af deres katte over og så kun tager kattene til dyrlægen, når de er syge. Men det er en dårlig ide, for det første, fordi mange sygdomme kan opdages tidligt, eller direkte forebygges med det årlige check, hvilket kan spare både penge, tid og yderligere udflugter til dyrlægen.

Og for det andet, fordi katte kan gå rundt meget længe med sygdomme, vi ikke opdager, fordi katte bare er så gode til at skjule, når de har det dårligt. Og det er jo supersynd for katten, hvis den går rundt og har det dårligt eller har ondt længe. Denne blog er derfor ment som en opfordring til at komme afsted til det årlige sundhedscheck, hvor besværligt det end er. Og jeg vil også fortælle lidt om, hvordan jeg selv et par gange netop har fået et ’wakeup-call’ mht. mine kattes skavanker ved det årlige check.

Hvad sker der til det årlige sundhedscheck?

Ved det årlige sundhedscheck vil dyrlægen for det første vaccinere katten mod kattesyge og andre sygdomme. Og for det andet, undersøger dyrlægen katten omhyggeligt fra snude til halespids. Der bliver lyttet på hjerte og lunger, kigget på øjne, i ører og i mund, og der kommer også et lille kig ’bagi’ for at se om alt ser rent og pænt ud. Desuden bliver katten følt godt igennem for at opdage eventuelle ømheder, der f.eks. kan indikere gigt hos vores ældre katte. Desuden kan man få lov at spørge dyrlægen om eventuelle adfærdsændringer, man har observeret hos katten, og andre bekymringer, man måtte have mht. kattens helbred. Det sidste bruger jeg rigtigt meget, da jeg er en rigtig katte-pylre-mor!

Da Elvis havde dårlige tænder

Jeg tager som sagt kattene til det årlige check hvert år, hvor besværligt det end er. Og det var et held for Elvis i sommeren 2020. Han havde tidligere fået opereret tænder ud pga. tandresorptioner (som jeg har skrevet mere om her), men på netop det tidspunkt mistænkte jeg egentlig ikke, at noget var galt. Jo da – Elvis virkede mere rolig, sov lidt mere og var ofte lidt ’gemt væk’ fra Rylle og mig. Men jeg tænkte, det var, fordi at jeg nu var hjemme hele tiden (det var midt i den første store Corona-nedlukning), og at Elvis hyggede sig med at have adgang til mig hele tiden og kunne slappe mere af mht. at være på og sammen med mig, når jeg var hjemme (han er en rigtig lille hygge-gris der elsker selskab).

Han kastede også lidt mere op end normalt, men det bed jeg ikke så meget mærke i, da mange katte har perioder med opkast. Men ved det årlige check konstaterede dyrlægen at 4 (FIRE!) tænder var angrebet af resorptioner!! Stakkels lille Elvis – han må have haft SÅ ondt! Og jeg misforstod tegnene og troede at de skyldtes noget helt andet! Hvis jeg nu ikke var taget til det årlige check, kunne han have gået endnu længere med (sikkert voldsom!) tandpine! Så her viste det årlige check sig bare super værdifuldt,specielt for Elvis!

Elvis har desværre rigtig dårlige tænder.

Rylles “gigt”

I 2021 fik jeg et lignende ’wakeup call’ til det årlige check, denne gang med Rylle. Hun har i flere år været lidt stivbenet og lidt rundrygget, noget jeg jævnligt har talt med dyrlægen om. Vi har hidtil været enige om, at det må være hendes gigt (som hun også lider af – hun er jo en ældre dame efterhånden), der var synderen. Men i foråret 2021 syntes jeg, hun blev mere og mere skrutrygget, når hun gik rundt, og jeg tog derfor en video af hende inden det årlige check.

Da dyrlægen så videoen bookede hun med det samme Rylle ind til en røntgenundersøgelse, da hun sagde at den form for skrutryggethed kunne skyldes indre problemer. Og ganske rigtigt – det viste sig at lille Rylle havde nyresten! Hun blev sat på både smertestillende og en special diæt, der skulle opløse stenene over tid, hvilket også til dels er sket. Men hvis jeg nu ikke havde været til det årlige check, og egentlig bare gået rundt og ment, at det nok stadig var Rylles gigt, der plagede hende, så ville Rylle for det første have gået rundt endnu længere og have haft godt ondt i nyrerne. Og for det andet, ville stenene måske have vokset og kunne have sat sig fast i hendes urinleder, hvilket kunne have været fatalt. Rylle passerede faktisk nyresten ved juletid 2021, og selvom man kunne se, at det var ubehageligt for hende, kom de igennem uden at sætte sig fast, sikkert fordi de var skrumpet en del i løbet af efteråret pga. det foder, Rylle fik.

Rylle begyndte at være mere og mere ’skrutrygget’ i foråret 2021.

Better safe than sorry!

Mine historier viser, at selv når man er så pylret, som jeg er med mine katte, så kan man overse tegn på sygdom eller smerter hos kattene. Her har de årlige sundhedscheck hjulpet mig til at få fanget skavanker nogenlunde tidligt, selvom jeg stadig har dårlig samvittighed over at kattene har gået med uopdagede smerter et stykke tid, specielt Elvis med hans grimme tandpine!

Men jeg trøster med at de ville have gået endnu længere med grimme smerter, hvis jeg ikke havde taget afsted til det årlige check, hvor besværligt og stressende det end er. Jeg har sparet mine katte for endnu flere smerter, og måske mig selv for endnu større dyrlægeregninger, hvis f.eks. Rylles urinledere havde blokeret under passage af uopdagede nyresten! Derfor kan jeg kun sige ’better safe than sorry’ og opfordre til, at man tager kattene afsted til det årlige check. Så kan man jo altid skænke sig et godt glas vin, når man er vel hjemme igen, for at dulme de flossede nerver oven på strabadserne ? Det gør jeg i hvert fald!

Kradser din kat i møblerne – så er du ikke alene!

 Skriv en kommentar til Kradser din kat i møblerne – så er du ikke alene!

Min sofa hænger i laser – og ikke kun fordi den efterhånden har en del år på bagen. To generationer af katte har efterhånden kradset den i småstykker, også selvom der næsten altid har været et kradsetræ lige ved siden af den, som det ses på billedet herunder.

Min stakkels sofa.

Historien startede dengang, jeg fik sofaen for snart mange år siden. Før havde jeg en mindre sofa i træ med sofapuder, der åbenbart ikke var af et kradsevenligt materiale, da mine katte dengang, Emma og Emil, aldrig rørte den. Så det var noget af en overraskelse, at den nye sofa nærmest fra første dag blev udnævnte til deres personlige kradsebræt, uanset at jeg allerede dengang havde et udmærket solidt kradsetræ, dog i et andet rum. Det blev der lavet om på, og jeg fik hurtigt et kradsetræ ind i stuen også, hvilket hjalp lidt, men aldrig helt. Siden kom først Rylle og derefter Elvis til, og de har også lystigt brugt sofaen som kradsetræ lige siden, specielt Elvis.

Derfor er jeg måske ikke den bedste reklame for at lære katte ikke at kradse i sofaen! Men det er måske også fordi, jeg egentlig ikke gør så meget for at forhindre Elvis i at kradse i sofaen, og egentlig bare har accepteret tingenes tilstand (selvom jeg efterhånden godt kan se, at det måske ville være en god ide at få ombetrukket sofaen ?). Men jeg har omvendt hjulpet en del katteejere, når deres katte kradser uønskede steder, og vil derfor her skrive om, hvad du kan prøve at gøre, hvis du er så uheldig, at netop din kat har udnævnt sofaen, en dørkarm eller andre steder til et uautoriseret kradsebræt.

Hvorfor kradser katten?

Først skal vi kigge lidt på, hvorfor katten i det hele taget kradser i ting og sager. Det gør den for det første for at markere, at ’det her er mit område’. Dette gøres både med det synlige kradsemærke og desuden med duft, idet katten har duftkirtler mellem poterne og afsætter duftmærker, hver gang den kradser. For det andet kradser katten for at holde kløerne på forpoterne skarpe – det kan man specielt se ved, at man nogle gange finder klorester der, hvor katten har kradset. Og endelig kradser katte for at strække kroppen – specielt når den har sovet. Så alt i alt er det at kradse en helt naturlig adfærd for katten, og også en adfærd der ligger ret ’dybt’ i katten, dvs. noget den gør uden egentlig at tænke så meget over det. Samtidig er det også en adfærd, den har stor brug for at kunne udføre.

Det er helt naturligt for katten at kradse i ting.

Hvorfor kradser katten uønskede steder?

Hvis katten ikke har et naturligt sted at kradse i sit hjem, så vil den selv finde et. Og endnu mere præcist, hvis katten ikke har et sted at kradse de steder, den bedst kan lide at være i sit hjem, så vil den finde et sted at kradse der! Dengang Emma og Emil begyndte at kradse i den fine nye sofa, havde jeg som sagt et kradsetræ, men det var i mit kontor, hvor kattene ikke kom særligt meget. Så den nye sofa, der åbenbart også havde et virkelig lækkert, kradsevenligt betræk, var for dem det perfekte sted at kradse i stuen, hvor vi alle var en del.

Konflikter mellem katte kan også føre til, at katten kradser i møbler og andet. Det kan enten være konflikter mellem katte, der bor sammen i hjemmet; Hjemme hos mig er Rylle og Elvis ikke altid enige om alting, og det er typisk Elvis, der kradser i sofaen, mens Rylle kradser i kradsetræet – på den måde viser de hinanden, at ’jeg bor her også’ og undgår at ’overkradse’ hinandens kradsemærker. Eller det kan være konflikter mellem hjemmets kat og en kat udefra, hvilket ofte kommer til udtryk ved, at katten kradser i vægge eller karme tæt på hoveddøren, terrassedøren eller vinduer, altså tæt på udgange.

Katte kan blive stressede og begynde at kradse uønskede steder, hvis fremmede katte udefra driller dem i deres have eller gennem vinduer.

Man kan også opleve, at man har et kradsebræt / træ sat op de steder, katten kan lide at være mest i hjemmet, men at katten stadig vælger sofaen! Her kan der være et eller andet ved kradsetræet eller brættet, katten ikke kan lide, f.eks. at katten foretrækker et andet materiale, at katten foretrækker en lodret mulighed for at kradse, hvis man har givet den et vandret officielt kradsemøbel (eller omvendt), eller at katten engang har haft en dårlig oplevelse ved kradsetræet.

Endelig kan katte kradse uønskede steder for at få opmærksomhed! Det gjorde Emma faktisk dengang med sofaen. Jeg var jo lidt øm over den fine nye sofa og kom derfor springende, når jeg hørte en kat kradse i den! Så Emma opdagede, at hun kunne få mig væk fra bøger eller andet og få kontakt med mig ved at kradse i sofaen!

Hvad kan du gøre for at forhindre din kat i at kradse uønskede steder?

For det første skal du prøve at finde ud af, hvorfor din kat kradser i møblerne eller andre uønskede steder. Ovenstående kan forhåbentlig hjælpe, når du skal lave lidt detektivarbejde på det. Hvis du har fundet ud af, at din kat kradser i møblerne, fordi den mangler kradsemulighed i et rum, den opholder sig meget i, så skal den have en ’lovlig’ kradsemulighed i det rum. Dvs. et kradsebræt eller træ der er højt nok til, at katten ordentligt kan strække sig, når den kradser, og som er solidt forankret, så det ikke dejser om, når katten rigtig tager fat.

Det er dog ofte ikke nok ’bare’ at give katten noget lovligt at kradse i, da den jo nu er vant til at kradse i f.eks. sofaen. Så det er en god ide at dække det sted til, hvor katten plejer at kradse i et stykke tid. Det kan f.eks. gøres ved at lægge et tæppe over eller endda beklæde stedet med sølvpapir eller husholdningsfilm. Og samtidig gøre det nye kradsetræet indbydende ved f.eks. at spraye med katteurt eller baldrian (som nogle katte synes er rigtigt spændende). Desuden kan du også lege med katten omkring det nye kradsetræ, så kløerne naturligt kommer i. Omvendt må du ikke prøve at putte kattens poter på træet for at ’vise’ den, hvad den skal gøre. Det kan få nogle katte til totalt at afvise træet.

Katten skal have et solidt kradsetræ.

Hvis din kat kradser i paneler eller vægge nær udgange, så er det en god idé at sætte et kradsebræt op på, eller så tæt som muligt på det sted, den kradser. Samtidig bør du dække det sted, der er blevet kradset enten med sølvpapir, husholdningsfilm eller ved at sætte noget i vejen, hvis det er en væg, katten har kradset i. Hvis det slet ikke er muligt, kan du prøve først at vaske det sted, katten har kradset med f.eks. lidt fortyndet opvaskemiddel (prøv først et sted, hvor det ikke kan ses for at se, om det sætter pletter) og så spraye med en Feliway Classic-spray. Det kan nogle gange overbevise katten om, at ’den har været der’, da Feliway er en syntetisk version af kattens duftafmærkning.

Endelig skal du også prøve at finde ud af, hvorfor katten kradser netop nær udgange, dvs. om der er en kat udenfor, der terroriserer din kat. Dette er ofte et svært problem at løse, men hvis det er en vild kat, kan man prøve at få den indfanget. Eller hvis det er naboens kat, kan man prøve at få en snak om, hvordan man kan holde kattene i egne haver.

Hvis du har mistanke om, at problemet skyldes, at du har flere katte, og de ikke er de bedste venner, så skal dette problem løses. Her er det ofte en god ide at få en konsultation med en katteadfærdskonsulent, da det kan være et kompliceret problem. I mellemtiden skal du sørge for, at dine katte har nok ’ressourcer’, så de ikke behøver at dele. Ressourcer er mad- og vandskåle, hyggelige senge og huler, kattebakker og legetøj. Og en tommelfingerregel er, at af alle disse ting skal man have én per kat plus én ekstra. Dvs., hvis du har to katte, skal du have 3 mad- og vandskåle, (mindst) 3 huler og hyggelige sovepladser, 3 kattebakker osv. Og disse ting skal placeres forskellige steder i hjemmet og ikke lige ved siden af hinanden. Men igen, konflikter mellem katte kræver lidt arbejde at løse, og her kan en adfærdskonsulent være en stor hjælp!

Konflikter mellem katte i hjemmet kan føre til, at en eller flere katte begynder at kradse uønskede steder.

Hvis du opdager, at din kat kradser, i f.eks. sofaen, for at få opmærksomhed, så skal du overveje, om den keder sig lidt, og hvor meget du egentlig leger og interagerer med den dagligt. Og så skal du begynde at give den opmærksomhed, når den ikke kradser i møblerne. Du skal samtidig stadigvæk sørge for, at den har ordentlige kradsemuligheder (og belønne når den kradser der) og nok også, som ovenfor beskrevet, dække af der, hvor den tidligere har kradset.

Et svært problem!

At katten kradser i møblerne eller andre uønskede steder er ofte et ret svært problem at løse! Netop fordi det ligger så dybt i katten at kradse, og når de først har fundet et ’egnet’ kradsested, så er det en vane, der er svær at ’aflære’. Hvis ovenstående råd ikke virker anbefaler jeg oftest, at man får en konsultation med en katteadfærdskonsulent, da det er vigtigt at få afdækket den underliggende årsag til, hvorfor katten kradser, før problemet kan løses.

Velkommen hjem: Giv killingen en god start i dit hjem

 Skriv en kommentar til Velkommen hjem: Giv killingen en god start i dit hjem

Killingesæsonen er i gang! Internaterne melder om at de får flere og flere killinger ind lige nu, og hvis man besøger et internat, vil det være næsten umuligt ikke at falde for en af de små størrelser og tage den med hjem! I den anledning kommer lige et billede fra den dag, hvor jeg selv fik Elvis hjem fra sin plejemor for snart 10 år siden ❤

Det er vigtigt at give den lille kat en god start i sit nye hjem, hvilket jeg vil skrive om i dette blogindlæg.

Gå ikke ned på udstyr

Når killingen kommer hjem, skal man have sørget for allerede at have anskaffet dens grundlæggende udstyr:

  • En kattebakke: Denne skal være stor nok til, at killingen nemt kan vende sig og bevæge sig rundt i den (også når den begynder at vokse). Samtidig må den meget gerne have en ’lav’ side så killingen nemt kan komme ud og ind, mens den stadig er lille. Inden man køber bakken, er det en god idé at tjekke med internat eller opdrætter, hvilken type bakke killingen allerede kender og så købe den samme slags. På den måde forebygges at killingen bliver urenlig, fordi den ikke har lyst til at bruge en ny ukendt type bakke. Dvs., hvis killingen f.eks. er vant til en åben bakke (en bakke uden overdel/låg), så skal man også tilbyde den en åben bakke. Hvis man senere ønsker, at den skal bruge en bakke med låg, kan man købe begge dele fra starten og sætte begge op og så lade killingen langsomt vænne sig til den lukkede bakke.
  • Kattegrus: Det er en god idé at spørge internat/opdrætter, hvilken type grus killingen kender og købe den samme slags. Hvis man senere ønsker at skifte til en anden type grus, skal dette ske gradvist ved først at blande det nye grus op i det grus, killingen kender. Desuden er det en god idé at få en pose ’brugt’ grus (dvs. med lidt ’tissegrus’ i) med fra internat/opdrætter, når man henter killingen hjem, som man kan hælde i bakken hjemme. Det vil gøre lugten af bakken velkendt for killingen og opmuntre den til at bruge den nye bakke.
  • Vandskål/vandfontæne: Udvalget er kæmpe! Men det er en god idé at købe en vandskål, der er bred nok til at killingens, og senere den voksne kats, knurhår ikke støder mod siderne – det er der nogen katte, der ikke bryder sig om. Skålen skal også være nem at gøre ren. Overvej at få en vandfontæne fra starten: Det vil opmuntre mange katte til at drikke mere end af en vandskål, hvilket er vigtigt, da katte ikke er så gode til at drikke nok. Desuden synes mange katte, at fontæner er rigtig underholdende.
  • Madskåle/aktiveringsbræt: Den lille kat skal naturligvis også have en eller flere madskåle. Igen er det en god ide at købe brede flade skåle, hvor knurhårene ikke går imod siderne. Og skålene skal naturligvis være nemme at gøre rene. Overvej også fra starten at købe et foderaktiveringsbræt og servér hver dag noget af killingens mad på dette. På den måde vil killingen hurtigt vænne sig til foderaktivering, hvilket er en super god måde at aktivere specielt indekatte. Dog er det vigtigt i starten, at killingen også har mad i en almindelig skål, da den lige skal vænne sig til at ’arbejde’ for maden. Først når killingen aktivt ’dimser’ mad ud af aktiveringsbrættet, og man kan se, den kan finde ud af det, kan man overveje helt at afskaffe madskålen og servere alt mad på brættet.
  • Killingemad: Tal med internat/opdrætter om, hvilken mad killingen er vant til hjemmefra og køb den samme type/det samme mærke. Dette forebygger, at killingen pludselig får dårlig mave i sit nye hjem.
  • Hyggelige senge og huler: Killingen skal have hyggelige steder, hvor den kan sove og trække sig tilbage. Den vil nok selv begynde at vælge rare steder i sit nye hjem, hvor den kan slappe af, men fra starten er det en god idé at tilbyde den i hvert fald en blød og rar katteseng og en hyggelig igloseng. Den sidste, så killingen også har en hule at trække sig tilbage i, hvis verden bliver lidt for overvældende.
  • Legetøj: Killingen skal naturligvis have legetøj! Både ting den kan lege med selv (bolde, pelsmus osv.), og ting I kan lege med killingen med. Her er fiskestangslegetøj en god idé, da det holder killingen lidt på afstand af jer og forebygger, at den begynder at lege slås-lege med jeres hænder og fødder. Det kan virke sødt hos en killing, men hvis den lærer, at det er ok, vil den blive ved, når den bliver tungere og voksen, og så er det pludselig ikke så sjovt længere.
  • Kradsetræ/kradsebræt: Det er vigtigt at tilbyde killingen ’lovlige’ kradsemuligheder fra starten, dvs. et kradsetræ eller bræt (eller begge dele). Tilbyd gerne killingen både en vandret og en lodret kradsemulighed (f.eks. en lodret killingekradsestolpe og en vandret papkradseplade) for at finde ud af, hvad killingen foretrækker. Hvis den først begynder at kradse i møblerne, er det svært at få den til at stoppe igen. I starten skal killingen nok ikke have et gulv-til-loft-kradsetræ, da der vil være fare for, at den falder ned og kommer til skade, men senere er det en god ide at anskaffe, så katten også har klatremuligheder.
Leg med fiskestangslegetøj beskytter hænder og fødder.

Killingesikkert hjem

Inden killingen kommer hjem, skal man også tænke sit hjem godt igennem og overveje, om det er killingesikkert. En lille hittepåsom killing vil undersøge og lege med ALT, og man skal sikre sig, at den ikke kan komme til skade. Mulige ting og steder, der kan være farlige for en killing, er:

  • Ledninger: Nogle killinger synes, det er sjovt at gnave i ledninger. Derfor skal man overveje at få alle ledninger gemt væk eller puttet i beskyttende ledningskanaler.
  • Gardinsnore: Killinger vil elske at lege med snore til gardiner. Disse kan dog være rigtig farlige, da killingen kan risikere at få dem om halsen og blive kvalt. Derfor skal man overveje at få alle gardinsnore over killingehøjde (mine er altid rullet op oppe over gardinet, så mine katte ikke kan nå dem).
  • Vinduer: Hverken killinger eller voksne katte er sikret mod at falde ud ad åbne vinduer. Derfor er det en god idé fra starten at få kattesikret vinduer, specielt i lejligheder og på etager over stuehøjde i huse. Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om kattesikring af vinduer og altaner.
Gamle Emil fortæller lille Elvis om den store verden ved et kattesikkert vindue.
  • Huller/små åbninger: Killinger kan komme igennem mange små huller og åbninger og kan derfor risikere at sidde fast i hulrum, hvor man ikke kan nå dem. F.eks. under/bag skabe. Tænk hjemmet igennem, og blokér alle huller/åbninger I ikke vil have, killingen udforsker.
  • Poser: Plasticposer skal gemmes væk. Papirsposer må gerne ligge fremme og er herligt legetøj, men hankene skal klippes over, så killingen ikke får dem om halsen.
  • Snor/elastikker: Snor og elastikker skal gemmes væk. En nysgerrig killing kan snildt prøve at spise dem (min Rylle ELSKEDE at spise snor som killing!).
  • Giftige planter: Tænk husets potteplanter igennem og undersøg, om nogle af dem er giftige for katte. Hvis de er, skal de desværre fjernes fra hjemmet, så man ikke risikerer, at killingen tager en bid og bliver syg.
  • Medicin etc.: Medicin, og alle andre ting man ikke har lyst til at en killing leger med/smager på, skal gemmes væk.

Killingens første dage i sit nye hjem

Det er en god idé, at killingen kun har adgang til et afgrænset område de første par dage i sit nye hjem, så den ikke skal forholde sig til for meget i starten. Indret derfor et rum til killingen med alle dens ting – kattebakke (meget gerne med ’brugt’ grus fra killingens tidligere hjem), mad og vand, hyggelige senge, legetøj, kradsestolpe/bræt. Dette skal være et rum, hvor familien også opholder sig en del, så den lille kat ikke bliver isoleret. Det kan f.eks. være i stuen.

Man kan spørge internatet/opdrætteren, om man kan få et tæppe/håndklæde med hjem, der lugter af killingens mor og søskende. Og lad dette tæppe være sammen med killingen i den transportkasse man tager den hjem i, hvilket vil gøre turen og ankomsten i det nye hjem mere tryg for killingen. Når man kommer hjem, stiller man transportkassen ind i ’killingeværelset’ og åbner døren til transportkassen, men derfra er det killingen, der bestemmer farten og beslutter, hvornår den vil komme ud af transportkassen, hvad den vil undersøge først, og hvordan den vil interagere med familien. Det er en god idé bare at sætte sig roligt på gulvet og lade killingen selv nærme sig, når den er klar til det. Derfor skal man også have snakket med børnene i familien om, at killingen i starten skal have fred til at lære sit nye hjem at kende, og at de kun må kæle/lege med den, når den selv nærmer sig (hvilket i det hele taget er en god tommelfingerregel for forholdet mellem børn og katte). Man skal også sørge for at killingen opdager, hvor mad, vand og kattebakke er. Ikke ved at skubbe killingen derhen, men gå hen til mad, vand og bakke og ’rasle’ med dem, så killingen kommer og undersøger, hvad det er.

Killingen skal i det hele taget have fred og ro og selv bestemme farten specielt de første par dage. Dvs., man bør lade killingen tage initiativ til leg, kæl og interaktion, og specielt skal det respekteres, når den lægger sig til at sove – her skal den have lov at være i fred. Hvis killingen virker lidt bange i starten, er det bedst bare at sidde roligt i det samme rum som den, evt. tale roligt til den, men ikke prøve at nærme sig eller kæle med den. Hav lidt lækker mad/godbidder klar og tilbyd killingen disse. hver gang den tør nærme sig lidt. Hvis man gør det, vil langt de fleste killinger hurtigt komme sig over evt. usikkerhed og blive mere og mere modige. Hvis man omvendt prøver at ’tvinge’ killingen til kæl/interaktion, kan man gøre den mere bange, og det vil så tage endnu længere tid at gøre den tryg.

Killingen skal have fred, når den sover.

Personligt ville jeg sove om natten med killingen i dens ’killingeværelse’ de første par nætter. Den lille er lige kommet fra sin mor og søskende, og selvom katte ikke er sociale på samme måde som hunde, så kan sådan en lille kat stadig godt føle sig frygteligt ensom og forladt, hvis den lades alene en hel nat. Så kan man senere, når killingen virker som om, den er rolig og sover om natten, vende tilbage til soveværelset eller tage killingen med, hvis man mener, det er ok at killingen, og senere den voksne kat, sover i sengen.

Når killingen efterhånden virker tryg og glad i sit ’killingeværelse’, kan man gradvist give den adgang til mere og mere af huset. Men i små trin, et værelse ad gangen, hvor man ved hvert værelse sikrer sig, at killingen også virker tryg i det værelse, før man giver adgang til flere.

Hvis man har andre kæledyr, skal disse ikke møde killingen de første dage i det nye hjem. Introduktionen skal ske langsomt og gradvist til både katte og hunde (og andre kæledyr), men dette er et helt kapitel for sig selv. Hvis den lille kat skal introduceres til en hund, skal man sørge for, at sikkerheden er i top, og at de aldrig er sammen, uden at hunden er i snor, så længe man på nogen måde er usikker på hundens reaktion på killingen.

Held og lykke med det nye familiemedlem

Hvis man på den måde sørger for at have udstyret i orden, have kattesikret hjemmet, og desuden tager killingens første tid i sit nye hjem i killingens tempo, så er den bedste basis lagt for at det lille nye familiemedlem hurtigt falder til. Den næste udfordring er så at have energi nok til at leve sammen med sådan en lille bandit de næste par år, indtil den begynder at være bare lidt mere rolig og lidt mindre hittepåsom! Elvis opfører sig stadig som en killing, selvom han i dag er over 10 år gammel ? Men det er jo i bund og grund bare super berigende og fantastisk at få lov at se sådan en lille killing vokse op og bestemt en smule træthed værd!

Elvis – 10 år gammel – og stadig frisk og fræk som en killing!

PS: Egentlig havde jeg i min sidste blog lovet, at denne blog skulle handle om, hvordan man træner sin kat til at gå ind i transportkassen. Men idet det er killingesæson, tænkte jeg, at det ville være mere relevant at skrive om, hvordan man giver killingen en god start i sit nye hjem. Og desuden er jeg ikke helt kommet i mål med at lave ’transportkasse-træningsvideoer’ – men blogindlægget vil bestemt komme senere på året ?

Hjæld din kat til at blive tryg ved transportkassen

 Skriv en kommentar til Hjæld din kat til at blive tryg ved transportkassen

Rigtigt mange katte løber deres vej i det øjeblik, hvor de ser deres transportkasse. Og hvis man når at fange dem, inden de forsvinder ind i det mørkeste hjørne under sofaen, kan det være en kamp rent faktisk at få dem ind i transportkassen – en kamp katten nogle gange vinder! Derfor kan alle aktiviteter, der involverer kattens transportkasse (f.eks. dyrlægebesøg eller transport til kattepension) være superstressende for både kat og ejer. Og i sidste ende kan det betyde, at katten f.eks. ikke kommer til sit årlige anbefalede dyrlægetjek, simpelthen fordi det er for stressende eller endda umuligt, at få katten ind i transportkassen og afsted.

Men det behøver ikke at være sådan. Det kan også være som på billedet herunder, hvor Elvis ligger og hygger i sin transportkasse:

Elvis hygger i sin transportkasse.

Og jeg vil med det samme blankt indrømme, at idyllen på billedet ikke strækker sig til, når Elvis rent faktisk skal afsted til dyrlægen! Han har været alt for ofte til dyrlægen de sidste par måneder, fordi han har dårlige tænder og har haft behov for en del operationer det sidste halve år. Og Elvis ved udmærket godt, hvornår jeg lusker rundt og pønser på, at nu skal vi til dyrlægen igen! Så forvinder han ind under sengen, og jeg må hente ham ud og selv sætte ham ind i transportkassen. Men bare det, at han ellers har et så godt forhold til transportkassen, betyder, at det ikke er en egentlig kamp at få ham derind, selvom han er ked af det. Og han ’tilgiver’ også meget hurtigt både mig og kassen, når han er vel hjemme fra dyrlægen igen, og opsøger den hurtigt igen.

Desuden viser studier, at hvis man træner sin kat til at kunne acceptere transportkassen i sit hjem, så reducerer det kattens stress, når den rent faktisk bliver transporteret i kassen og er hos dyrlægen.

Der er flere ting, man kan gøre for at hjælpe en kat til at blive glad(ere) for sin transportkasse. I denne blog vil jeg beskrive, hvad man kan gøre i dagligdagen, uden egentlig træning, for at gøre katten mere tryg ved sin transportkasse. Og i min næste blog vil jeg skrive om, hvordan man direkte kan træne sin kat til at gå frivilligt ind i transportkassen.

Transportkassen skal stå fremme hele tiden og være hyggelig

Den mest normale årsag til, at nogle katte bare hader synet af deres transportkasse, er, at kassen er gemt væk til daglig og kun kommer frem, når den skal bruges til, fra kattens synspunkt, væmmelige ting såsom ture til dyrlægen. Hvis katten kun oplever synet, lugten og det at være i kassen i forbindelse med skræmmende ting, så vil katten hurtigt opbygge en meget negativ association til sin transportkasse.

For at hjælpe katten med at opbygge en mere positiv association til sin transportkasse kan man gøre følgende:

  • Transportkassen skal stå fremme i hjemmet hele tiden.
  • Kassen skal stå i et rum, katten normalt holder af at opholde sig og slappe af i (begge mine transportkasser står f.eks. i min stue, hvor mine katte tilbringer en stor del af deres tid med at hygge, sove og lege).
  • Døren skal tages af kassen eller sikres, så den ikke kommer til at lukke sig ved et uheld (billedet af min kasse herover viser, at jeg har en lille glasfigur – af en kat naturligvis! – der holder døren åben).
  • Hvis katten fra starten er meget bange for sin transportkasse, kan man starte med at skille den ad, så kun bunden står fremme.
  • Læg et hyggeligt blødt tæppe eller en rar blød katteseng i kassen. Dæk den evt. også med et tæppe for at lave en ’hule’.
  • Læg ting katten godt kan lide ind i kassen f.eks. dens yndlingslegetøj eller små godbidder den vil opdage som overraskelser, når den går derind.
  • Spray evt. kassen med en ’tryg’ lugt f.eks. Feliway Classic. Dette skal gøres både, når kassen bare står fremme, og når den bruges til transport, så lugten ikke kun forbindes med transport.
  • Eller afsæt alternativt din kats egen duft i kassen ved at tage små vatrondeller som du først gnider ned langs din kats kinder (hvor kattens venlige beroligende duft sidder) og derefter langs indersiden af kassen.
  • Og endelig, lad katten opdage kassen i sit helt eget tempo. Lad være med at tvinge katten ind i den i det rum, hvor den står fremme. Hvis det bliver nødvendigt at få katten i kassen, inden den for alvor accepterer den, så tag kassen hen et andet sted i huset og sæt katten ind i den der.
Mine transportkasser står altid fremme i stuen. Den ene på gulvet og den anden på en hylde. De er udstyret med bløde tæpper og den på hylden er dækket med et tæppe, så den bliver en hyggelig ’hule’.

Grundig rengøring mellem ture og én transportkasse per kat

Når en kat er stresset eller bange, vil den afsætte duftmærker, der kommunikerer til andre katte, at ’her er farligt’. Dvs. at der kan hænge en ’lugt af fare’ ved transportkassen, som kan gøre kassen skræmmende for alle husets katte, inklusive den kat der lige er blevet transporteret. Derfor er det en god ide altid at vaske transportkassen grundigt efter brug med mild sæbe og skylle den godt af efterfølgende.

Desuden er det ikke altid, at husets katte er de bedste venner. Det betyder, at hvis en kat begynder at bruge transportkassen til at sove og hygge i (nu den står fremme hele tiden), kan man risikere at husets andre katte begynder at undgå transportkassen, fordi den lugter af den kat, der har ’indtaget’ den. Hvis man så tvinger en anden af husets katte ind i transportkassen for en tur til f.eks. dyrlægen, vil lugten af den anden kat i kassen kun forstærke det ubehag, katten oplever og associerer med kassen. Derfor er det en god ide at have (mindst) lige så mange transportkasser, som man har katte, og altid sørge for at hver enkelt kat ikke bliver transporteret i en kasse, en af de andre har ’indtaget’, hvis kattene ikke er de bedste venner.

Vælg den bedste transportkasse for din kat

Når du køber en transportkasse, er der et par ting, du skal tænke på for at optimere chancerne for, at din kat rent faktisk vil kunne lide kassen:

  • Kassen skal være stor nok til, at din kat kan stå oprejst i den, og til at din kat nemt kan vende sig inde i kassen.
  • Kassen skal være af solid plastic, der ikke nemt går i stykker, og som nemt kan vaskes.
  • Kassen skal have lufthuller langs siderne og også gerne bagi, så der kan sikres ordentlig ventilation på varme dage.
  • Døren på kassen skal være et gitter, hvor man kan stikke godbidder igennem, kæle sin kat igennem, og evt. hænge en vandskål på til længere ture.
  • Kassen skal være i to dele (top og bund), så toppen kan tages af. Det kan gøre det nemmere at få katten ud af kassen eller at undersøge katten i kassen (hvor den alt andet lige vil føle sig mere tryg) hos dyrlægen. Man skal sikre sig, at låsemekanismen, der holder de to dele sammen, er effektiv, så kassen ikke pludselig går fra hinanden ved transport.

Kassen skal evt. have en ekstra åbning i låget, der gør det muligt også at få katte ind og ud den vej. Det kan gøre det nemmere for nogle ejere at få katten ind i transportkassen.

Få behandlet evt. transportsyge

Det er klart, at hvis katten bliver transportsyg, så vil den kunne forbinde dette ubehag med transportkassen. For at undgår dette, og i det hele taget gøre transport så behagelig som muligt for din kat, skal du tale med din dyrlæge, hvis din kat udviser tegn på transportsyge f.eks. opkast, savlen eller diarré under transport. Din dyrlæge vil kunne hjælpe dig med medicin mod transportsygen og dermed minimere risikoen for, at transportkassen bliver associeret med ubehag.

Halvvejs

Hvis du starter med de tiltag, der er beskrevet i denne blog, er du (mindst) halvvejs til at gøre din kat mere tryg ved sin transportkasse. Det næste skridt er direkte aktiv ’transportkassetræning’, dvs. at lære katten at gå ind i transportkassen på signal. Det vil jeg skrive om i min næste blog ?

Katte og giftige planter

 Skriv en kommentar til Katte og giftige planter

Det er forår! Solen har skinnet næsten nonstop de sidste par uger, og selvom det stadig er køligt, er mine overvintrede krydderurter på altanen begyndt at skyde igen. Og jeg er SÅ klar til at fylde altankasserne og potterne med alle slags blomster og urter! Derfor kunne man for nylig finde mig siddende i skrædderstilling foran standeren med frø i Føtex med næsen i min mobiltelefon. Der sad jeg en halv time (mindst!), og der er nok nogen, som syntes det var en smule mystisk. Men jeg var i gang med at undersøge, om de frø, jeg havde lyst til at købe, nu også ville producere planter, der ikke var giftige for katte. Som jeg har skrevet om tidligere, hygger både jeg og kattene os på altanen om sommeren, og jeg skal jo sikre mig at kattene ikke lige napper en bid af en plante, der så viser sig at være giftig. Det kan være superfarligt for kattene og kan også ende med at blive en dyr omgang i dyrlæge udgifter!

Man skal være forsigtig med, hvilke planter man tager hjem til sin kat. Julekaktus skulle, så vidt jeg kan finde ud af, være ufarlig.

Dengang Emil spiste en blomst

Det sidste har jeg i den grad selv prøvet. For mange år siden, dengang jeg havde mine forrige katte Emma og Emil, fik jeg på et tidspunkt en smuk buket blomster, som jeg satte frem i stuen uden at tænke mere over det. Det var en fredag, og lørdag morgen vækkede Emil mig ved at kaste op – en masse! I opkastet var der bl.a. blomster fra buketten, som han åbenbart havde ment skulle være en lille snack, mens han ventede på sin morgenmad. Han var rigtig skidt, så vi endte hos dyrlægevagten, hvor Emil blev indlagt et døgns tid til ’udrensning’ og observation.

Han overlevede, og det er jo det ALLERvigtigste! Men det var også en dyr omgang, specielt fordi det var på weekendtakster (den slags sker ALTID i weekender og på helligdage). Jeg lærte min lektie, og siden da har buketter, jeg har været så heldig at få, enten stået over kattehøjde (hvor jeg specielt holder øje med, at de ikke drysser) eller på altanbordet i perioder, hvor kattene ikke kommer derud.

Og hvis der er liljer i buketten, smider jeg den ud med det samme, hvor ondt det end gør i hjertet at se sådan en fin buket gå til spilde uden at kunne nyde den (undskyld til dem der i tidens løb har givet mig buketter med liljer i og ikke anet at de røg direkte ud igen!).

Skønne Emil ved siden af en kattesikker stuebambus som mange katte godt kan lide at tygge i.

Katte og liljer

Nogle af de ALLERmest giftige planter for katte er ægte liljer (se en artikel fra Agria Dyreforsikring om katte og liljer), som vi desværre ofte ser i blomsterbuketter. Liljer kommer i mange forskellige arter, og med ægte liljer menes der, at arten udspringer af Liliaceae-familien. Flere andre blomster låner ordet lilje, selvom de egentlig ikke er i denne familie, og derfor kaldes de uægte. Det er f.eks. sagen med vores danske påskelilje. Påskeliljen er dog stadig giftig, den er dog sjældent dødelig, og det er særligt løget, der er giftigt, hvilket kattene sjældent går i.

Men tilbage til de ægte liljer, som i den grad er farlige for vores katte. For det er alt fra liljen, der er dødeligt giftig, dvs. stilke, blade, blomster og endda også det fine støv, der er på blomsterstandene; indtagelse af enhver del af liljen kan føre til akut nyresvigt hos katten. Så det er ikke nok at sætte liljerne højt. De kan drysse blomsterstøv ned på områder, hvor katten kan komme forbi, og hvis katten får støvet på poterne eller pelsen, kan den slikke det i sig, når den vasker sig, og selv det kan medføre en dødelig forgiftning for katten. Så selvom liljer er så smukke, så skal de bare ikke være i hverken hjem eller have, når man har kat. Hvis man mistænker, at ens kat har været i kontakt med en ægte lilje, skal man kontakte dyrlægen med det samme.

Alle ægte liljer er dødeligt giftige for katte.

Katte og grønt

Alle os, der har kat, ved, at mange katte godt kan lide at gnave lidt i grønne planter. Et studie fra 2019 viser, at 89% af 1000 katteejere sagde, at deres katte på et eller andet tidspunkt havde spist af planter. Og hvor der også er rigtigt mange teorier om, hvorfor katte gør det, bl.a. at de gør det for at komme af med hårbolde, så har jeg netop læst en ny teori, jeg ikke havde hørt om før. Nemlig at det at spise planter er udviklet evolutionært selv hos kødædere som katte, da planter åbenbart øger muskelaktiviteten i tarmen og derfor kan hjælpe dyret til at komme af med tarmparasitter! Det giver mening for mig, da jeg, ligesom forskerne, også har observeret at en del af det græs mine katte spiser kommer ud med afføringen og altså ikke altid fører til opkast.

Problemet er, at ikke alle katte er i stand til at skelne mellem ugiftige og giftige planter, hvilket Emil er et rigtigt godt eksempel på.. Så derfor sad jeg der foran frøstanderen i Føtex og Googlede enhver blomst, jeg tænkte, det kunne være hyggeligt at dyrke på altanen, for at finde ud af om den var giftig for Rylle og Elvis.

Emma og Emil guffer stuebambus.

Slå planten op!

Der er supermange gode sider med lister over planter, der er giftige for katte på nettet. Der er mange, som har gjort et kæmpe arbejde for at slå planter op og lave lister til hjælp for os andre, og der er nogle helt fantastiske lister derude. Men generelt stoler jeg ikke på at selv den bedste liste, jeg finder, nu også har alle giftige planter med, da det er et kæmpe arbejde at få alt med.

Så det, jeg gør, er altid at google plantens navn sammen med ’giftig kat’ f.eks. ’lilje giftig kat’ og se, hvad der dukker op. Jeg laver ofte også en engelsk søgning (’lily poison cat’ og ’lilies poison cat’). Det er dog vigtigt at pointere, at en direkte oversættelse ikke altid dækker over den samme blomst. Et eksempel er den engelske Easter lily, som faktisk ikke er den samme blomst som vores gule påskelilje. Den engelske Easter lily ser anderledes ud og er ligeledes en ægte lilje, så den er dødeligt giftig for katte. Det kan derfor være en god idé at søge på det latinske navn på planten også, så man undgår sådanne situationer. Og jeg skal helst finde en side, jeg stoler på (f.eks. fra International Cat Care, dyrlæger eller andet), der specifikt siger, at planten ikke er giftig for katte. Så stoler jeg sådan nogenlunde på det og tør købe/dyrke planten.

Hvis uheldet er ude

Hvis man tror, at ens kat ved et uheld er kommet til at spise af en giftig plante (eller noget andet giftigt), så skal man med det samme kontakte dyrlægen (se en fin guide til, hvad man skal gøre og ikke gøre). Hos Agria har de en tjeneste, der hedder Agria Vet Guide, hvor man kan få gratis, online konsultationer med en dyrlæge, hvis man er kunde hos dem. Tjenesten har åbent alle ugens dage og også på de tidspunkter, hvor ens egen dyrlæge ikke er tilgængelig. Er man i tvivl om, hvorvidt det, katten har spist, er giftigt, eller om mængden er kritisk, så er det oplagt at booke en tid online, inden du finder transportkassen frem og ræser afsted til dyrlægen. Læs mere om Agria Vet Guide. Er der til gengæld tydelige tegn på forgiftning, dvs. at katten begynder at savle, at den kaster op, at den kan virke forvirret, at den får kramper, eller at den har åndedrætsbesvær, så er det bare afsted hurtigst muligt. Jo hurtigere man kan få giften ud af systemet, jo større chance er der for, at katten kommer sig uden men!

En mindeværdig aften for et par år siden slikkede Elvis i et ubevogtet øjeblik alt indholdet af et hvidløgsbrød (hvidløg og løg kan også være rigtig giftige for katte), og jeg tog ham med det samme til dyrlægevagten for at få det ud af systemet, selvom han ikke udviste tegn på forgiftning. Det var dyrt – igen!

Det er vigtigt at få katten til dyrlægen så hurtigt som muligt, hvis man mener, den har spist noget giftigt.

Historien med Elvis viser også, at selvom man er påpasselig og sørger for ikke at have giftige planter i hus eller have og virkelig prøver at gemme giftige ting væk, så kan det bare i et ubevogtet øjeblik gå galt. Og som mine historier fortæller, går det af en eller anden grund ofte galt i weekender og om aftenen, hvor en tur til dyrlægen kan blive rigtig dyr. Men selvom katten ’venter’ med at nippe af en giftig plante eller andet til dyrlægens åbningstid, kan det stadig komme til at koste en del, hvis ens kat er forgiftet. Ofte skal den indlægges og behandles over 1 eller flere dage. Så her er det bare en supergod idé at have en sygeforsikring på sin kat. Agria sygeforsikring til katte dækker udgifter til forgiftningsuheld og kan være en stor hjælp i en trængt økonomi, specielt i disse dage hvor alt bliver dyrere. Jeg har begge mine katte forsikret, og det har ofte været en stor hjælp, når de er blevet akut syge.

Klar til sommeren!

Jeg fik møjsommeligt hevet mig selv op fra gulvet foran frøstanderen i Føtex efter at have siddet der i over en halv time og kom hjem med en hel håndfuld af kattesikre blomsterfrø! Så nu er jeg klar til sommeren på altanen – hvis det da ellers ville blive bare lidt varmere i vejret, så jeg kan komme i gang med at så og regere ude på altanen. Som Halfdan Rasmussen så fint har sagt i sin sang ’Noget om Helte’, så bør vi vist specielt i disse dage fokusere på at ’så og ikke slå’.

Altanliv.

Når katten skal have medicin: Om bitter medicin og en doven adfærdskonsulent

 Skriv en kommentar til Når katten skal have medicin: Om bitter medicin og en doven adfærdskonsulent

Elvis har ondt i sine tænder. For tiden rigtig ondt! Som jeg tidligere har skrevet om, lider han af tandresorptioner, en tandsygdom hos katte der langsomt æder tænderne op indefra. Det holder dyrlægen og jeg godt øje med, og han er til hyppige tandeftersyn og har efterhånden fået trukket en del tænder ud. På den måde har vi hele tiden sørget for at minimere ubehaget for ham.

I sidste uge var han afsted igen til en tandudtrækning, da jeg var helt sikker på, han havde ondt i en tand. Han viste nemlig alle de små tegn på at have ondt; trak sig mere tilbage, var mere irriteret på Rylle og kastede umotiveret op. Dyrlægen kunne dog ikke finde nogle angrebne tænder og gik derfor lidt på ’opdagelse’ i hans mund (HURRA for dygtige og omhyggelige dyrlæger der ikke lader sig ’nøje’ med ikke umiddelbart at kunne se noget galt ❤). Han fandt ud af, at Elvis desværre har fået en infektion i sine gummer omkring kæbebenet, og at det er derfor, han har haft ondt. Hvorfor, han har fået infektionen, er svært at sige, men den skal naturligvis behandles. Så Elvis skal have antibiotika, og faktisk rigtigt meget af det – 3 ml hver dag i 10 dage! Og hvor Elvis nærmest labber smertestillende i sig (det må smage godt), så er det helt klart at antibiotika både lugter og smager rigtig grimt!

Så jeg har været lidt på herrens mark mht., hvordan jeg skal administrere medicinen uden totalt at ødelægge mit forhold til Elvis. Men jeg arbejder på sagen, og synes jeg vil dele min tilgang her, så andre, der selv står over for at skulle give deres katte medicin i en længere periode, måske kan blive inspireret.

Skønne Elvis på en god dag, hvor han ikke har ondt i bisserne.

Hvad jeg burde have gjort – for lang tid siden!

Hvis jeg nu havde tænkt mig om, og endda lyttet lidt bedre efter i de mange, mange webinarer jeg efterhånden har set om stressfri håndtering af katte, burde jeg for længst have forberedt Elvis på, at han måske på et tidspunkt gentagne gange skulle have medicin, der både smager og lugter grimt. Men her har jeg altså været lidt doven og koncentreret mig om at lære ham andre ting. Men man kan faktisk vænne sin kat (og hund – og andet dyr) til at indtage ting, der smager måske ikke ligefremt grimt, men i hvert fald anderledes, fra en sprøjte.

Her skal man starte med at vænne katten til at drikke/spise noget, der smager rigtigt godt (f.eks. kattepaté opløst i lidt vand, så det bliver mere flydende) fra engangssprøjten: Fyld sprøjten med det opløste kattemad og giv katten god tid til at lære at slikke maden fra sprøjten. Når katten efterhånden synes, det er en god leg at labbe flydende kattemad fra en engangssprøjte i sig, kan man begynde at blande forskellige ting i ’grundsubstansen’ (dvs. i kattepateen opløst i vand), der er ufarlige for katten, men smager forskelligt. F.eks. et par dråber lakseolie eller et par dråber olivenolie (men pas på, ikke at blande ting i der er giftige for katte!). Eller man kan begynde at variere ’grundsubstansen’ ved at bruge forskelligt smagende kattepateer. Dette vil vænne katten til, at det, der kommer ud af sprøjten, kan smage forskelligt og være lidt overraskende.

Når man begynder at variere smagen, skal man belønne, at katten spiser den nye smagsvariant med gode godbidder, eller med at den får lov at slikke på en anden sprøjte med den oprindelige smag.

Begge kattene har intet imod at spise smertestillende – som Rylle her viser. Jeg burde også have lært dem at tage andre typer medicin, inden det blev nødvendigt (Foto: Pia Hansen).

Hvis jeg havde gjort dette forarbejde, ville jeg lettere have kunnet blande Elvis antibiotika op i noget kattepaté blandet med vand og have givet ham det. Og toppet op med ren kattepaté blandet med vand i en anden sprøjte. Netop fordi han ville være vant til at få ’flydende stads’ på den måde, tror jeg, det ville have gjort hele processen nemmere.

Men jeg har altså været doven og har været nødt til at sætte mig ned og tænke over, hvordan jeg kan få givet Elvis antibiotika hver dag i 10 dage, uden at det totalt ødelægger vores forhold til hinanden.

Hvad jeg kunne have gjort

En ting, der ville have været rigtig fristende at gøre nu, hvor Elvis bare skal have sin medicin hver dag, ville være at blande den op i hans vådfoder. Men det har jeg simpelthen ikke turdet gøre. For det første fordi, at hvis han ikke ville spise vådfoderet med medicinen i (han har tydeligt vist mig, at medicinen smager rigtig grimt), så ville jeg have spildt ret meget medicin. Og da jeg netop kun har nok medicin til at dække den periode, han skal have den, ville det ikke være så smart. For det andet, og endnu mere vigtigt, ville der også være den risiko, at det ville få Elvis til ikke undgå sit vådfoder i fremtiden. Hvis han begynder at forbinde smagen af vådfoder med smagen af den væmmelige medicin, ville jeg risikere, at vådfoderet i sig selv ville minde om medicinen, og Elvis derfor også besluttede, at vådfoder var væmmeligt helt generelt.

Hvad jeg gør

Så jeg har altså for det første ikke gjort mit hjemmearbejde i god tid! Og jeg har heller ikke turdet prøve at snyde Elvis ved at putte medicinen i hans mad. Så jeg har været lidt på herrens mark mht. at få givet Elvis den væmmelige antibiotika! De første par dage gik jeg lidt i panik og tvang medicinen i ham, mens jeg prøvede at glemme, at jeg egentlig er uddannet adfærdskonsulent. Men det var bare ikke rart, og både Elvis og jeg var rigtigt kede af det. Og hvad værre var, det tog ham kun to aftener at begynde at undgå mig og køkkenet om aftenen, når han vidste, at tiden for medicin nærmede sig.

Så jeg satte mig ned og mindede mig selv om, at jeg netop er adfærdskonsulent og overvejede, hvordan jeg kunne gøre processen nemmere for os begge to. Og derfor er Elvis og jeg gået i benhård ’medicineringstræning’ flere gange dagligt.

Helt generelt får Elvis sin mad fordelt over 6 daglige måltider – 4 gange tørfoder og 2 gange vådfoder. Meget af hans tørfoder får han i små træningssessioner både morgen, frokost og aften. Og han er vant til, at vi i træningen øver forskellig slags håndtering, dvs. at få klippet kløer, kigget i øjne og ører osv. (altså med undtagelse af at give medicin – som jeg så har ignoreret, dum som jeg er!). Så det er slet ikke uvant for ham, at der kommer nye ting til i den genre, f.eks. at snuse til den væmmelige medicinflaske, tage den tomme medicinsprøjte i munden, snuse til sprøjten med lidt medicin på og endda lige slikke lidt på sprøjten med medicinen på. Så det er vi begyndt at træne flere gange dagligt, hvor han så bliver belønnet med sit tørfoder for sådan en ’modig’ adfærd i forbindelse med hele den væmmelige medicineringsproces.

Denne video viser en træningssession, hvor Elvis og jeg træner medicinering, uden at han får medicinen.

Selve medicineringen har jeg så lagt i forbindelse med, at han får sit vådfoder om aftenen. Det er et større ritual, som begge katte elsker, og det har været nogenlunde let for mig at ’udvide’ det med at invitere Elvis op på køkkenbordet, hvor han allerede er vant til at træne håndtering, og hvor vi også har de daglige træningssessioner i medicinering.

Her belønner jeg ham så allerførst med lidt af sit vådfoder for at være så dygtig at komme op på bordet. Og jeg belønner ham for at se sprøjten blive fyldt med medicin, og jeg belønner ham for at snuse til sprøjten og medicinen, som han jo allerede har prøvet flere gange tidligere på dagen.

Og så kommer tidspunktet, hvor jeg må give lidt køb på, at jeg allerhelst vil have, at han tager sin medicin frivilligt, fordi så langt er vi bare ikke kommet i træningen. Derfor tager jeg forsigtigt fat om hans hoved (noget vi også tidligere har trænet) og stikker sprøjten ind i munden på ham og giver ham 1ml af medicinen. Det belønner jeg så med noget af hans vådfoder og venter med at give ham den næste ml medicin, indtil han slikker sit vådfoder i sig med sin sædvanlige iver (antibiotikaen smager så grimt, at han faktisk næsten ikke kan få sig selv til at spise noget som helst lige efter at have fået en ml af den – det kan man se på videoen herunder). Så får han den næste ml på samme måde og den sidste ml på samme måde.

Det tager den tid, det tager, men det er meget mindre stressende for både Elvis og mig på denne måde, og han er holdt op med at undgå både mig og køkkenet om aftenen. Så selvom det ikke er så perfekt som jeg gerne så, det var, med en kat der i god tid var trænet til bare at labbe selv den bitreste medicin i sig, er det meget meget bedre end at tvinge medicinen i ham!

Denne video viser, hvordan Elvis får sin medicin nu. Den er lidt lang, men det er fordi, vi tager os god tid og ikke forhaster / tvinger processen igennem.

Morale

Jeg ved ikke, om der er en morale i denne historie, måske andet end at nød lærer doven adfærdskonsulent ikke bare at prædike for andre om, hvordan tingene bør gøres, men faktisk også at gøre dem selv! I dette tilfælde har jeg lært på den hårde måde, at begge kattene i fremtiden skal trænes i at spise forskellige lettere opblødte typer kattemad ud af en sprøjte!

Men moralen er måske også, at man nogle gange kan finde en omvej til at få medicin i sin kat, noget mange katteejere frygter! Det tager tid, tålmodighed og lækre godbidder, men det kan altså nogle gange klares, uden at der flyder blod (ejerens,) og uden at forholdet til katten lider et knæk. Jeg håber, min lidelseshistorie her med Elvis kan inspirere andre katteejere til at prøve lidt af det samme, næste gang de står med en flaske medicin og en kat, der har begravet sig langt inde under sofaen og nægter nogensinde at komme ud igen. Og måske endda også inspirere til at begynde medicineringstræningen inden det for alvor bliver nødvendigt, at katten skal have medicin ?

Kattetræningsskole 3: Lær din kat at gå på vægten

 Skriv en kommentar til Kattetræningsskole 3: Lær din kat at gå på vægten

For nylig sad jeg og bladrede i nogen af mine ældre Youtube-videoer og faldt over en, jeg har lavet for snart 10 år siden, hvor jeg viser, hvordan man kan lære sin kat at gå på vægten frivilligt. Og jeg tænkte, at det egentlig stadig er en super aktuel video, da det både er et praktisk og sødt trick at lære sin kat. Så her vil jeg skrive lidt om, hvorfor jeg vejer mine katte regelmæssigt og vejlede (inkl. den gamle video) i, hvordan man kan lære sin kat at gå på vægten.

Rylle på vægten

Rylle og Elvis går på vægten en gang om ugen

Hjemme hos os går Rylle og Elvis på vægten hver søndag. Og så skriver jeg deres vægt på min vægkalender, så jeg har et løbende overblik over, hvad de vejer. Det gør jeg for det første, for at holde øje med om de er ved at komme lidt for meget på den buttede side. De er begge indekatte, og selvom jeg prøver at aktivere dem hver dag med bl.a. kattefitness, så får de ikke den samme motion, som hvis de kunne komme ud. Og idet de begge er meget glade for deres mad, er der altid en risiko for, at de bliver lidt for tykke.

Generelt er overvægt lige så usundt for katte som for mennesker, så det er noget, jeg synes, jeg bør holde øje med. Desuden blev Elvis faktisk for 1,5 års tid siden lidt for tyk, og jeg var derfor et stykke tid nødt til at sætte ham på slankekur. Her hjalp den ugentlige vejning mig ved at vise både om han tabte sig, men også at han ikke tabte sig for hurtigt; ligesom for mennesker skal et vægttab være kontrolleret hos katte.

Det er ikke sundt for katte at blive for tykke

Derudover hjælper den ugentlige vejning mig også til at se, om deres vægt er nogenlunde stabil. De er begge ældre katte, og det er derfor vigtigt at holde øje med, om en af dem pludselig begynder at tabe sig, selvom fodermængden ikke er ændret. Det kan indikere, at der er et eller andet galt med dem, der bør undersøges nærmere, f.eks. sygdomme i skjoldbruskkirtlen, dårlige nyrer eller andet. (Læs mere om sygdomme hos den gamle kat her).

Frivilligt på vægten

Jeg bruger en ganske almindelig badevægt til at veje mine katte. Det giver ikke den mest nøjagtige vægt, så hvis man har brug for det, skal man ud og finde en vægt specielt beregnet til at veje dyr, dvs. sådan en vægt dyrlægen har stående i sit konsultationslokale. Men for os virker badevægten fint og giver et godt løbende overblik over kattenes vægt. Og begge katte går frivilligt på vægten.

Elvis skal nogle gange lige peges i den rigtige retning (måske han godt ved at tallene er lidt i overkanten!), mens Rylle nærmest ikke kan vente med at komme op på vægten, når den først er sat frem (og det endda selvom hun er en rigtig dame!). Det, synes jeg, er meget lettere, end hvis jeg selv skal stille mig op på vægten sammen med kattene og så trække min egen vægt fra (og jeg er heller ikke vild efter at kende min egen vægt ?). Og også lettere og mere nøjagtigt end at løfte kattene op på vægten og holde dem fast mens jeg prøver at aflæse vægten. Derudover er det, som sagt, udover at være praktisk, også et sødt trick at lære sine katte.

Elvis på vægten

Lær din kat at gå på vægten

Min gamle Youtube-video af at lære sin kat at gå på vægten kommer her:

Som man kan se, er det egentlig ret simpelt. Jeg har først lært Elvis at ’dutte’ på min pegefinger og følge den rundt, når jeg flytter fingeren. Det er nemt at lære sin kat at ’dutte på finger’ og følge en finger rundt. Man skal først og fremmest have noget mad eller nogle godbidder klar, som katten rigtigt godt kan lide. Og så kan man følge disse trin:

  1. Hold din finger frem mod katten ca. 5-10 cm fra dens snude. Den nysgerrige kat vil med stor sandsynlighed nærme sig og snuse til fingeren. Når den gør det, skal du sige ’dygtig’ (eller klik med en klikker, som jeg gør i videoen) og giv katten en godbid.
  2. Gentag step 1 et par gange (5-10 gange), indtil det virker som om, at katten har forstået ’legen’. Det kan man se ved, at katten med det samme går hen og snuser til fingeren, når den holdes frem igen.
  3. Næste gang du holder fingeren frem, flytter du den lidt væk fra katten, når katten går frem for at snuse. Dvs. at katten lige er nødt til at følge et par skridt med fingeren, inden den får lov at berøre den med snuden. Du skal ikke flytte din finger for langt – i starten er det nok, at katten bare skal tage 1-2 skridt, før den igen får lov at snuse til fingeren. Husk, at sige ’dygtig’ (eller klikke) og give godbid hver gang, katten snuser til fingeren.
  4. Gentag step 3 et par gange, indtil katten har lært at følge fingeren et par skridt.
  5. Nu kan du begynde at føre din kat rundt med fingeren, dvs. lade den tage flere skridt, gå i små buer eller over små forhindringer. Du må dog stadig ikke forvente for meget af din kat, det er vigtigt, at den stadig ofte får lov at nå hen til fingeren, dutte på den og få sit ’dygtig’ og godbid.

Desuden har jeg også lært mine katte at sitte på kommando, inden de lærte at gå på vægten. Det er også praktisk, for så kan man give dem sit-signalet, når de er kommet op på vægten. For at lære din kat at sitte har du igen brug for nogle rare godbidder, og så kan du følge disse trin:

  1. Tag en godbid i den ene hånd, vis den til din (stående) kat og lad måske katten lige snuse til den.
  2. Før nu godbidden i en lille bue op over kattens snude og hoved. Katten vil med stor sandsynlighed kigge op efter godbidden, hvilket betyder, at dens bagdel helt naturligt vil bevæge sig nedad mod underlaget, dvs. at kattens krop bevæger sig mod siddende position. Når bagdelen rammer underlaget, siger du ’dygtig’ (eller klikker) og giver din kat en eller flere godbidder, mens den sidder.
  3. Kast nu en godbid væk fra katten, så den er nødt til at rejse sig op.
  4. Når katten kommer tilbage til dig, gentager du step 1-3.
  5. Gentag step 1-4 et par gange (3-5 gange), og næste gang din kat kommer hen til dig, fører du en hånd uden godbid op over kattens hoved (som om du havde en godbid mellem fingrene, men godbidden er der bare ikke). Katten har nu prøvet bevægelsen et par gange, så der er god sandsynlighed for, at den igen vil ’sitte’ bare på håndsignalet. Hvis den ikke gør det, er du nødt til at gentage 1-4 et par gange mere. Hvis katten omvendt sitter bare ved håndsignal uden godbid, så skal du igen sige ’dygtig’ og give den et par godbidder – den har været superdygtig!
  6. Efterhånden har du en fin sit hos din kat, hvor signalet til sit er, at du løfter en hånd op over kattens hoved, som man også kan se, jeg gør på videoen.

Når katten kan følge en finger og sitte, er det ret nemt at lære den at gå på vægten: Du fører katten hen til og op på vægten med din finger, og når alle 4 ben er på vægten, giver du signal til ’sit’. Her er det så vigtigt at give katten et par rigtig gode godbidder i rap, mens den sidder på vægten for at lære den, at det at sidde på vægten er en god ting! Og så kan du dernæst med fingeren lede den væk fra vægten, så du også lærer den, at den skal vente, til du siger, at nu må den gerne forlade vægten, i stedet for at den sidder uroligt og er klar til at springe ned – det gør vægten mere unøjagtig.

Kom godt i gang med træningen

Hvis dette her med at træne katte er lidt nyt for dig, kan du med fordel lige se mit tidligere blogindlæg om kattetræning.

Held og lykke med træningen – og med at holde vægten.

Lidt for voldsom leg

 Skriv en kommentar til Lidt for voldsom leg

Jeg oplever ofte, at katteejere spørger mig, hvad de skal gøre ved, at deres katte angriber dem. Det er ofte unge katte, som udelukkende lever indendørs, der gør dette. Ejerne kan opleve, at katten angriber deres ben, når de går rundt, angriber alt, der stikker ud under en dyne om natten eller springer på ejeren, når denne sidder og arbejder eller bare slapper af. Angrebene kan gå fra at være nogenlunde blide med ’blot’ lidt ’legebid’, der ikke gør egentlig skade, til at være meget voldsomme, hvor der er risiko for at ejeren for alvor bliver bidt, så det bløder. I den sidste kategori beskriver ejerne ofte, at den ’bliver helt sort i blikket’, som om den er helt ’væk’ i angrebsadfærden.

Sådan kan en kat se ud, lige inden den angriber sin ejer i leg.

Jeg har også selv oplevet det. Den første kat jeg havde, efter jeg var flyttet hjemmefra, og lang tid før jeg uddannede mig til katteadfærdskonsulent, angreb mig voldsomt og ofte. Min lille Marx, som jeg fik fra et internat, da han var ca. 4 måneder, levede sammen med mig i en 5te sals lejlighed på 45 kvadratmeter på Vesterbro, og jeg havde travlt med mine studier og med livet i det hele taget. Og måske ikke helt nok tid til ham. Han angreb mig meget voldsomt, specielt når jeg sad hjemme og studerede, og mine arme så ofte ud som om, jeg havde været oppe og slås med pigtråd. Han blev netop ’mørk’ i blikket og kunne slet ikke stoppe, når han først var i gang. Jeg anede ikke mine levende råd og var rigtigt ked af det, for jeg tænkte jo, at det var fordi, han ikke trivedes i den lille lejlighed, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Det ved jeg lidt mere om i dag, så her vil jeg for det første forklare, hvad der alleroftest er årsagen til denne adfærd og for det andet give gode råd til, hvad du kan gøre, hvis din kat angriber dig på denne måde.

Hvorfor kan katte finde på at angribe?

Der kan være mange årsager til at katte angriber deres ejere. Det kan være fordi, de har smerter og ikke har lyst til at blive rørt ved. Det er ofte årsagen, hvis en kat pludselig, fra den ene dag til den anden, begynder at bide og rive, hvis man prøver at røre ved den. Så skal man med det samme tage katten en tur til dyrlægen og få den grundigt undersøgt. Katten kan også angribe, fordi den er bange. Her skal man kigge efter, om man prøver at tvinge katten til at gøre noget, den ikke har lyst til, eller den er presset op i et hjørne uden mulighed for at komme væk.

Leg der er gået over gevind

Men katteangreb kan også være leg, der er gået over gevind. Det ser man specielt hos unge ’ene-indekatte’, dvs. katte der lever uden andre kattes selskab og uden mulighed for at komme ud. Disse katte keder sig ofte og finder så ud af, at de kan få lidt sjov i gaden ved at lege ’slås-lege’ med deres ejere. Det kan endda være, at ejerne har syntes, det var lidt sjovt at lege ’slås-lege’ med dem med hænder eller fødder, da de var små killinger og ikke for alvor kunne gøre skade. Når kattene så bliver større, tror de jo, at det stadig er ok at angribe hænder og fødder i leg, da de jo har fået lov tidligere. Problemet er, at de så har en del mere tyngde bag sig, og at det derfor pludselig kan gøre rigtigt ondt på ejerne.

Men selv for ejere der aldrig har leget ’slås-lege’ med deres killing, kan den unge kat godt senere finde på at begynde at lege angribslege af bar kedsomhed. Og hvis der kommer en ’sjov’ reaktion fra ejeren (dvs. ejeren måske hviner, trækker hænderne til sig, eller måske endda tilbyder katten leg eller mad for at aflede den), så begynder adfærden at sidde fast. Og hos nogen katte kan den desværre blive meget voldsom og overdreven. Det virker som om, disse katte ’sidder fast’ i adfærden og slet ikke kan holde op eller fokusere på andet, når de først er begyndt. Det er her, man ser de ’mørke øjne’ og et voldsomt fokus på bare at angribe.

Men lige meget om det er i den blide eller mere voldsomme ende, er det vigtigt at slå fast, at katten ikke angriber, fordi den vil være ond, dominere sin ejer, eller ikke kan lide sin ejer. Den angriber i leg og for at få lidt action i en hverdag, der nok er lidt kedelig.

’Ene-indekatte’ keder sig ofte.

Farlige kattebid

Hvis du har en kat, der angriber på denne måde, er det for det første vigtigt at understrege, at du skal være opmærksom på, om din kat kommer til at bide igennem, når den angriber. Hvis din kat har bidt igennem i en finger eller et andet sted, så det bløder, så skal du kontakte din læge eller lægevagten. Katte har bakterier i munden, der kan give rigtig grimme infektioner, hvis man ikke får antibiotika med det samme. Det er vigtigt at oplyse, at du er blevet bidt af en kat, så lægen kan udskrive den rigtige type antibiotika til dig.

Aktiver din kat

Du skal overveje, hvorfor din kat har behov for at angribe på denne måde. Som sagt ser jeg alleroftest denne adfærd hos unge ’ene-indekatte’, og for disse skal man overveje, om de har nok aktivering i løbet af en dag. Når en kat er 1-2 år (hvor man i gennemsnit ofte ser adfærden), svarer det til 15-24 år i menneske år. Dvs. der er fuld fart på, masser af energi og virkelyst, og ’bare’ at sove og spise og hygge med ejeren er slet ikke nok indhold i kattens dagligdag. Derfor skal man helt generelt overveje at aktivere sin kat (specielt den unge kat, men også meget gerne den ældre) dagligt, både for at forebygge lege-angreb og for generelt at give sin kat god livskvalitet. Her kommer et par forslag til god aktivering:

Tilbyd din kat fornuftig leg hver dag med fiskestangslegetøj (så katten er på afstand af dig), små bolde og alt muligt andet, katten synes er sjovt at lege med. Sørg både for at katten har legetøj til individuel leg og for hver dag at tilbyde katten interaktiv leg med dig.

Leg med din kat med fiskestangslegetøj.
  • Udskift kattens legetøj jævnligt: Katte vil, ligesom børn, efterhånden finde et stykke legetøj kedeligt og holde op med at bruge det. Så det er vigtigt, at den oplever nye legeting med jævne mellemrum. Man kan lave mange ting selv, så det ikke bliver så dyrt, og man kan også lave et rotationssystem, dvs. gemme lege ting væk et stykke tid og så tage dem frem igen mens andre bliver gemt væk.
  • Sørg for, at katten har gode klatre og kradse muligheder, gerne et gulv til loft-kradsetræ.
Rylle udforsker sit gulv til loft-kradsetræ.
  • Sørg for, at katten har mulighed for at opleve frisk luft og dufte udefra på en kattesikret måde. F.eks. ved åbne vinduer sikret med kattenet eller rammer eller på en kattesikret altan (læs min blog om kattesikrede vinduer og altaner).
  • Giv gerne katten adgang til frisk kattegræs så ofte som muligt.
  • Anskaf en vandfontæne – mange katte synes, det er superspændende med rindende vand.
  • Lad katten arbejde for sin mad gennem foderaktivering: Der er i dag mange gode foderaktiveringsting på markedet til katte. Og man kan lave rigtigt mange ting selv. Den følgende hjemmeside har mange gode ideer til, hvordan du kan foderaktivere din kat.
En meget ung Elvis arbejder for sin mad.

Specielt det sidste med foderaktivering af katte er noget, jeg altid anbefaler, når jeg møder en indekat, der virker som om, den keder sig. Det er en super god måde at få kattens søge- og problemløsningssanser aktiveret, hvilket er både stressdæmpende og beroligende for katte. Samtidig bruger de mere tid på at spise end ved bare at gå til og fra en fyldt madskål. Og endelig er det mere naturligt for katten at søge efter sin mad, gerne mange gange om dagen (se min blog her om, hvorfor katten gerne skal spise mange små måltider dagligt), end blot at få den serveret.

Hvis katten angriber

God aktivering af katten vil forebygge angreb. Men spørgsmålet er så, hvad du skal gøre, hvis din kat angriber. Her vil jeg for det første sige, at hvis angrebene er så voldsomme, at din kat bider igennem, og hvis det sker mange gange dagligt, eller det går God aktivering af katten vil forebygge angreb. Men spørgsmålet er så, hvad du skal gøre, hvis din kat angriber. Her vil jeg for det første sige, at hvis angrebene er så voldsomme, at din kat bider igennem, og hvis det sker mange gange dagligt, eller det går ud over børn, så skal du kontakte en adfærdskonsulent og få en ordentlig snak om, hvordan du kan hjælpe både dig og din kat på en sikker og tryg måde.

Jeg er generelt forsigtig med at give gode råd på skrift, når adfærden er blevet meget alvorlig, eller hvis der er børn involveret: Her mener jeg, det eneste forsvarlige er at få en ordentlig snak med dig om, hvordan vi kan indrette jeres hverdag, så sandsynligheden for yderligere angreb kan blive minimeret. over børn, så skal du kontakte en adfærdskonsulent og få en ordentlig snak om, hvordan du kan hjælpe både dig og din kat på en sikker og tryg måde. Jeg er generelt forsigtig med at give gode råd på skrift, når adfærden er blevet meget alvorlig, eller hvis der er børn involveret: Her mener jeg, det eneste forsvarlige er at få en ordentlig snak med dig om, hvordan vi kan indrette jeres hverdag, så sandsynligheden for yderligere angreb kan blive minimeret.

Men hvis din kat er i de tidlige stadier af lege-angreb, hvor det bare begynder at være lidt irriterende, men ikke for alvor gør skade endnu, så er mit bedste råd, at du, når katten angriber, stille og roligt rejser dig og forlader lokalet og lukker en dør efter dig et kort stykke tid. Og med kort mener jeg maks et minut – blot så længe at katten opdager, at alt det ’sjove’ stoppede, da den angreb. Gå så tilbage og se, om katten er mere rolig. Hvis den er, dvs. hvis den ikke angriber igen, så er det vigtigt at belønne denne rolige adfærd! Vi fortæller jo katten, at vi ikke vil have at den lege-angriber ved at gå vores vej, men så skal vi også huske at fortælle katten, hvad der er god adfærd ved netop at belønne ’ikke-angrebsadfærd’. Det kan man gøre ved at tilbyde fornuftig leg med fiskestangslegetøj, eller at katten får lov at løbe efter en godbid og ’fange’ den. Det er også vigtigt at understrege, at katten ikke skal ende med at være alene bag en lukket dør i længere perioder: at forlade den og gå sin vej skal som sagt kun være maks et minut. Hvis katten slet ikke kan holde op, når du går tilbage, så er det bedste igen at få en ordentlig konsultation med en katteadfærdskonsulent.

En kammerat?

For den unge ’ene-indekat’ der angriber, vil man måske overveje, om katten skal have en kattekammerat. Det er ikke noget, jeg anbefaler som den første løsningsmulighed, simpelthen fordi der ikke er nogen garanti for, at kattene rent faktisk vil blive kammerater! Og hvis de ikke kan sammen, sidder man pludselig med flere problemer, end man startede med. Jeg har et par enkelte gange anbefalet det som den sidste løsningsmulighed, men har så også anbefalet langsom og kontrolleret sammenføring af de to katte for at optimere sandsynligheden for, at de bliver venner. Hvis du derfor overvejer at få en kammerat til din kat, vil jeg altid anbefale, at du kontakter en adfærdskonsulent for at få en snak om, hvilken kat der vil være et godt match for din kat, og hvordan du bedst kan sammenføre kattene.

Til sidst

Jeg håber, dette blogindlæg har givet et lille indblik i et, desværre, alt for velkendt problem for mange ejere af indekatte og givet dig nogle gode ideer til, hvordan du både kan forebygge, at et sådant problem opstår, og hvordan du kan arbejde med det, hvis din kat angriber. Det er viden, jeg gerne ville have haft dengang, jeg havde min lille Marx, der bestemt kedede sig måsen ud af pelsen og var dybt frustreret over min, på det tidspunkt, meget mangelfulde viden om god aktivering af indekatte.

Gider din kat kæl?

 Skriv en kommentar til Gider din kat kæl?

Min Elvis ELSKER kæl og nærhed fra mennesker! Han viser det ved at opsøge skødet, så snart man sidder ned – ALLERhelst min kærestes, men hvis han ikke er til stede, så kan jeg godt gå an. Han spinder dybt, når man nusser ham og bliver liggende længe og hygger. Og han brokker sig højlydt, hvis man formaster sig til at rejse sig!

Kælepotten Elvis på mit skød.

Rylle derimod er slet ikke en kælepotte på samme måde. Hun ligger sjældent på skødet og er meget tilbageholdende, hvis man kæler hende uden at bede om lov. Hun vil faktisk helst kun kæles, når hun selv inviterer til det. Hun er egentlig en daglig påmindelse om, at det måske er en god ide at kigge en ekstra gang på sin kat, inden man kæler den, for at se om den egentlig har lyst.

Forskere fra Battersea Dog and Cat home og fra Nottingham Trent University i England har kigget nærmere på det her med, hvordan katte viser, om de vil kæles eller ej, og hvad det betyder for relationen mellem katte og mennesker, hvis katten får lov at invitere til kæl i stedet for ’bare’ at blive kælet. Det har udmundet i en vejledning i, hvordan man kan give sin kat ’choice and control’ (’valg og kontrol’) i kælesituationen. Det vil jeg skrive lidt om her.

Hvordan ved du, om din kat vil kæles?

Katte er faktisk rigtigt gode til at vise, om de vil kæles eller ej. Elvis viser det meget tydeligt ved direkte at opsøge kontakt og smide sig på ens skød storspindende. Men man behøver ikke at have sådan et hængetræ som Elvis for stadig at kunne se, om ens kat vil kæles eller ej.

Rylle plejer at invitere meget fint til det. Hvis hun går rundt, vil hun nærme sig med løftet hale, hun vil blinke venligt til mig og direkte miave til mig. Og hvis jeg holder hånden frem, vil hun stryge sig mod min hånd og derved bede om at blive kløet på kinder og i panden. Hvis hun ligger i f.eks. sofaen, vil hun igen blinke og kalde og måske rulle rundt på ryggen og strække poterne ud mod mig. Alt sammen venlige sociale signaler fra katten der siger, at nu vil den gerne interagere, og man må gerne nusse den.

Rylle beder om at blive kælet

Hvordan kan man se, at katten ikke har lyst til kæl?

Katten kan også vise, at den ikke har lyst til kæl, både på afstand og når man kæler med den. Rylle viser tydeligt, hun ikke gider kæl, hvis jeg nærmer mig og måske rækker hånden frem mod hende: Hun vil sænke blikket lidt i stedet for at blinke venligt, og hvis hun kan, vil hun trække sig væk fra hånden eller bare gå (eller løbe!) sin vej. Hvis jeg er så formastelig, at jeg alligevel kæler hende, vil hun ofte hurtigt vaske de steder, jeg har rørt hende, og det kan sitre ned langs ryggen på hende. Og hun spinder ikke, blinker heller ikke eller miaver til mig. Alt dette er meget fint kattesprog, der siger, at ’lige nu har jeg ikke lyst til kæl’.

Katte kan også invitere til kæl og hygge sig med det, men så efter et stykke tid ikke have lyst mere og sige stop. Her skal man kigge efter, om katten bliver mere stille og holder op med at spinde, om den måske stivner lidt, eller det sitrer i pelsen, der hvor man har rørt, om den vender sig om og kigger på ens hånd eller hurtigt vasker, der hvor man har kælet, om ørerne vender sig lidt ud til siden, eller om halen begynder at bevæge sig ’irriteret’.

Alt dette er tegn på, at nu må man egentlig godt holde op med at kæle den. Og det er noget, jeg synes, man skal respektere (selvom det kan være svært – de er jo bare så superbløde og dejlige!). Vi gider jo heller ikke altid kæl og kram hele tiden ?

Bed om lov

Forskerne fra England har sat en vejledning op for, hvordan man kan lade sin kat bestemme farten, når man kæler den. Vejledningen hedder meget passende ’CAT’. Dette står for, om man:

  1. Lader sin kat vælge (’Choose’), om den vil kæles.
  2. Løbende holder øje med (’pay Attention’), om katten med sit kropssprog viser, at den stadig nyder at blive kælet, eller om den hellere vil have, man holder op.
  3. Rører (’Touch’) katten de steder, den godt kan lide at blive kælet.

I forbindelse med kattens valg skal man netop lade katten invitere til kæl (som jeg prøver at gøre med Rylle). Eller, hvis man nu egentlig har lyst til at kæle sin kat, så lige spørge om lov først. Det kan man gøre ved at holde en finger eller hånd frem mod katten. Hvis katten gnider sig mod hånden, så har man fået lov til at kæle. Mens hvis katten omvendt viser nogle af de tegn, jeg har beskrevet for Rylle herover, så skal man nok vente til en anden gang med at kæle den. Og i det hele taget lade katten være, hvis den nu har gang i noget andet, f.eks. sove eller spise.

Denne lille kat rækker sig op mod den hånd, der rækkes ud mod den, og har høj hale – den vil gerne kæles.

Mens man kæler sin kat, er det vigtigt, at man løbende holder øje med kattens kropssprog. Hvis den begynder at vise tegn på, at den ikke har lyst til mere kæl (som beskrevet herover), så skal man respektere det og holde op.

Og endelig skal man tænke lidt over, hvor man rører sin kat. Langt de fleste katte elsker at blive nusset på kinderne, i panden og under hagen. Mens mange katte ikke er vilde med at blive rørt på halen og ved basen af halen, på poterne og på maven. Og er sådan lidt ’både og’, når det kommer til resten af kroppen. Dette er naturligvis gennemsnit og gælder ikke for alle katte. F.eks. elsker Rylle at blive nusset på maven – når hun selv inviterer til det! Men generelt skal man nok prøve at undgå specielt maven, idet mange katte kan finde på at bide og kradse, hvis man rører dem der.

CAT giver bedre relationer

Forskerne fra England har også fundet ud af, at hvis man følger CAT-vejledningen, så vil man i gennemsnit have et bedre forhold til sin kat. Katte viser generelt mange flere venlige og indbydende signaler, hvis de selv får lov at bestemme farten, når man kæler med dem. Og omvendt så forskerne, at når retningslinjerne ikke følges, er der større sandsynlighed for at katte angriber dem, der prøver at kæle med dem uden at få lov. Så egentlig er det jo total win-win at følge CAT-retningslinjerne: Man giver sin kat mere frihed til selv at vælge, og man får et bedre og tættere forhold til den!

Her har man måske ikke bedt om lov, inden man kælede katten

Dermed ikke sagt at det ikke er svært altid at lade katten bestemme selv ? Selv med mine bedste intentioner synes jeg altså, at det nogle gange er svært at holde fingrene fra Rylle, selvom hun viser mig, hun ikke har lyst – hun er jo bare så blød og kær! Så selv når man er katteadfærdskonsulent, kan det nogle gange være svært at gøre tingene helt rigtigt! Men jeg prøver – og jeg håber, dette blogindlæg også har givet dig lyst til at prøve at lade din kat fortælle dig, at den gider kæl ?