Velkommen hjem: Giv killingen en god start i dit hjem

Skriv en kommentar til Velkommen hjem: Giv killingen en god start i dit hjem

Killingesæsonen er i gang! Internaterne melder om at de får flere og flere killinger ind lige nu, og hvis man besøger et internat, vil det være næsten umuligt ikke at falde for en af de små størrelser og tage den med hjem! I den anledning kommer lige et billede fra den dag, hvor jeg selv fik Elvis hjem fra sin plejemor for snart 10 år siden ❤

Det er vigtigt at give den lille kat en god start i sit nye hjem, hvilket jeg vil skrive om i dette blogindlæg.

Gå ikke ned på udstyr

Når killingen kommer hjem, skal man have sørget for allerede at have anskaffet dens grundlæggende udstyr:

  • En kattebakke: Denne skal være stor nok til, at killingen nemt kan vende sig og bevæge sig rundt i den (også når den begynder at vokse). Samtidig må den meget gerne have en ’lav’ side så killingen nemt kan komme ud og ind, mens den stadig er lille. Inden man køber bakken, er det en god idé at tjekke med internat eller opdrætter, hvilken type bakke killingen allerede kender og så købe den samme slags. På den måde forebygges at killingen bliver urenlig, fordi den ikke har lyst til at bruge en ny ukendt type bakke. Dvs., hvis killingen f.eks. er vant til en åben bakke (en bakke uden overdel/låg), så skal man også tilbyde den en åben bakke. Hvis man senere ønsker, at den skal bruge en bakke med låg, kan man købe begge dele fra starten og sætte begge op og så lade killingen langsomt vænne sig til den lukkede bakke.
  • Kattegrus: Det er en god idé at spørge internat/opdrætter, hvilken type grus killingen kender og købe den samme slags. Hvis man senere ønsker at skifte til en anden type grus, skal dette ske gradvist ved først at blande det nye grus op i det grus, killingen kender. Desuden er det en god idé at få en pose ’brugt’ grus (dvs. med lidt ’tissegrus’ i) med fra internat/opdrætter, når man henter killingen hjem, som man kan hælde i bakken hjemme. Det vil gøre lugten af bakken velkendt for killingen og opmuntre den til at bruge den nye bakke.
  • Vandskål/vandfontæne: Udvalget er kæmpe! Men det er en god idé at købe en vandskål, der er bred nok til at killingens, og senere den voksne kats, knurhår ikke støder mod siderne – det er der nogen katte, der ikke bryder sig om. Skålen skal også være nem at gøre ren. Overvej at få en vandfontæne fra starten: Det vil opmuntre mange katte til at drikke mere end af en vandskål, hvilket er vigtigt, da katte ikke er så gode til at drikke nok. Desuden synes mange katte, at fontæner er rigtig underholdende.
  • Madskåle/aktiveringsbræt: Den lille kat skal naturligvis også have en eller flere madskåle. Igen er det en god ide at købe brede flade skåle, hvor knurhårene ikke går imod siderne. Og skålene skal naturligvis være nemme at gøre rene. Overvej også fra starten at købe et foderaktiveringsbræt og servér hver dag noget af killingens mad på dette. På den måde vil killingen hurtigt vænne sig til foderaktivering, hvilket er en super god måde at aktivere specielt indekatte. Dog er det vigtigt i starten, at killingen også har mad i en almindelig skål, da den lige skal vænne sig til at ’arbejde’ for maden. Først når killingen aktivt ’dimser’ mad ud af aktiveringsbrættet, og man kan se, den kan finde ud af det, kan man overveje helt at afskaffe madskålen og servere alt mad på brættet.
  • Killingemad: Tal med internat/opdrætter om, hvilken mad killingen er vant til hjemmefra og køb den samme type/det samme mærke. Dette forebygger, at killingen pludselig får dårlig mave i sit nye hjem.
  • Hyggelige senge og huler: Killingen skal have hyggelige steder, hvor den kan sove og trække sig tilbage. Den vil nok selv begynde at vælge rare steder i sit nye hjem, hvor den kan slappe af, men fra starten er det en god idé at tilbyde den i hvert fald en blød og rar katteseng og en hyggelig igloseng. Den sidste, så killingen også har en hule at trække sig tilbage i, hvis verden bliver lidt for overvældende.
  • Legetøj: Killingen skal naturligvis have legetøj! Både ting den kan lege med selv (bolde, pelsmus osv.), og ting I kan lege med killingen med. Her er fiskestangslegetøj en god idé, da det holder killingen lidt på afstand af jer og forebygger, at den begynder at lege slås-lege med jeres hænder og fødder. Det kan virke sødt hos en killing, men hvis den lærer, at det er ok, vil den blive ved, når den bliver tungere og voksen, og så er det pludselig ikke så sjovt længere.
  • Kradsetræ/kradsebræt: Det er vigtigt at tilbyde killingen ’lovlige’ kradsemuligheder fra starten, dvs. et kradsetræ eller bræt (eller begge dele). Tilbyd gerne killingen både en vandret og en lodret kradsemulighed (f.eks. en lodret killingekradsestolpe og en vandret papkradseplade) for at finde ud af, hvad killingen foretrækker. Hvis den først begynder at kradse i møblerne, er det svært at få den til at stoppe igen. I starten skal killingen nok ikke have et gulv-til-loft-kradsetræ, da der vil være fare for, at den falder ned og kommer til skade, men senere er det en god ide at anskaffe, så katten også har klatremuligheder.
Leg med fiskestangslegetøj beskytter hænder og fødder.

Killingesikkert hjem

Inden killingen kommer hjem, skal man også tænke sit hjem godt igennem og overveje, om det er killingesikkert. En lille hittepåsom killing vil undersøge og lege med ALT, og man skal sikre sig, at den ikke kan komme til skade. Mulige ting og steder, der kan være farlige for en killing, er:

  • Ledninger: Nogle killinger synes, det er sjovt at gnave i ledninger. Derfor skal man overveje at få alle ledninger gemt væk eller puttet i beskyttende ledningskanaler.
  • Gardinsnore: Killinger vil elske at lege med snore til gardiner. Disse kan dog være rigtig farlige, da killingen kan risikere at få dem om halsen og blive kvalt. Derfor skal man overveje at få alle gardinsnore over killingehøjde (mine er altid rullet op oppe over gardinet, så mine katte ikke kan nå dem).
  • Vinduer: Hverken killinger eller voksne katte er sikret mod at falde ud ad åbne vinduer. Derfor er det en god idé fra starten at få kattesikret vinduer, specielt i lejligheder og på etager over stuehøjde i huse. Jeg har tidligere skrevet et blogindlæg om kattesikring af vinduer og altaner.
Gamle Emil fortæller lille Elvis om den store verden ved et kattesikkert vindue.
  • Huller/små åbninger: Killinger kan komme igennem mange små huller og åbninger og kan derfor risikere at sidde fast i hulrum, hvor man ikke kan nå dem. F.eks. under/bag skabe. Tænk hjemmet igennem, og blokér alle huller/åbninger I ikke vil have, killingen udforsker.
  • Poser: Plasticposer skal gemmes væk. Papirsposer må gerne ligge fremme og er herligt legetøj, men hankene skal klippes over, så killingen ikke får dem om halsen.
  • Snor/elastikker: Snor og elastikker skal gemmes væk. En nysgerrig killing kan snildt prøve at spise dem (min Rylle ELSKEDE at spise snor som killing!).
  • Giftige planter: Tænk husets potteplanter igennem og undersøg, om nogle af dem er giftige for katte. Hvis de er, skal de desværre fjernes fra hjemmet, så man ikke risikerer, at killingen tager en bid og bliver syg.
  • Medicin etc.: Medicin, og alle andre ting man ikke har lyst til at en killing leger med/smager på, skal gemmes væk.

Killingens første dage i sit nye hjem

Det er en god idé, at killingen kun har adgang til et afgrænset område de første par dage i sit nye hjem, så den ikke skal forholde sig til for meget i starten. Indret derfor et rum til killingen med alle dens ting – kattebakke (meget gerne med ’brugt’ grus fra killingens tidligere hjem), mad og vand, hyggelige senge, legetøj, kradsestolpe/bræt. Dette skal være et rum, hvor familien også opholder sig en del, så den lille kat ikke bliver isoleret. Det kan f.eks. være i stuen.

Man kan spørge internatet/opdrætteren, om man kan få et tæppe/håndklæde med hjem, der lugter af killingens mor og søskende. Og lad dette tæppe være sammen med killingen i den transportkasse man tager den hjem i, hvilket vil gøre turen og ankomsten i det nye hjem mere tryg for killingen. Når man kommer hjem, stiller man transportkassen ind i ’killingeværelset’ og åbner døren til transportkassen, men derfra er det killingen, der bestemmer farten og beslutter, hvornår den vil komme ud af transportkassen, hvad den vil undersøge først, og hvordan den vil interagere med familien. Det er en god idé bare at sætte sig roligt på gulvet og lade killingen selv nærme sig, når den er klar til det. Derfor skal man også have snakket med børnene i familien om, at killingen i starten skal have fred til at lære sit nye hjem at kende, og at de kun må kæle/lege med den, når den selv nærmer sig (hvilket i det hele taget er en god tommelfingerregel for forholdet mellem børn og katte). Man skal også sørge for at killingen opdager, hvor mad, vand og kattebakke er. Ikke ved at skubbe killingen derhen, men gå hen til mad, vand og bakke og ’rasle’ med dem, så killingen kommer og undersøger, hvad det er.

Killingen skal i det hele taget have fred og ro og selv bestemme farten specielt de første par dage. Dvs., man bør lade killingen tage initiativ til leg, kæl og interaktion, og specielt skal det respekteres, når den lægger sig til at sove – her skal den have lov at være i fred. Hvis killingen virker lidt bange i starten, er det bedst bare at sidde roligt i det samme rum som den, evt. tale roligt til den, men ikke prøve at nærme sig eller kæle med den. Hav lidt lækker mad/godbidder klar og tilbyd killingen disse. hver gang den tør nærme sig lidt. Hvis man gør det, vil langt de fleste killinger hurtigt komme sig over evt. usikkerhed og blive mere og mere modige. Hvis man omvendt prøver at ’tvinge’ killingen til kæl/interaktion, kan man gøre den mere bange, og det vil så tage endnu længere tid at gøre den tryg.

Killingen skal have fred, når den sover.

Personligt ville jeg sove om natten med killingen i dens ’killingeværelse’ de første par nætter. Den lille er lige kommet fra sin mor og søskende, og selvom katte ikke er sociale på samme måde som hunde, så kan sådan en lille kat stadig godt føle sig frygteligt ensom og forladt, hvis den lades alene en hel nat. Så kan man senere, når killingen virker som om, den er rolig og sover om natten, vende tilbage til soveværelset eller tage killingen med, hvis man mener, det er ok at killingen, og senere den voksne kat, sover i sengen.

Når killingen efterhånden virker tryg og glad i sit ’killingeværelse’, kan man gradvist give den adgang til mere og mere af huset. Men i små trin, et værelse ad gangen, hvor man ved hvert værelse sikrer sig, at killingen også virker tryg i det værelse, før man giver adgang til flere.

Hvis man har andre kæledyr, skal disse ikke møde killingen de første dage i det nye hjem. Introduktionen skal ske langsomt og gradvist til både katte og hunde (og andre kæledyr), men dette er et helt kapitel for sig selv. Hvis den lille kat skal introduceres til en hund, skal man sørge for, at sikkerheden er i top, og at de aldrig er sammen, uden at hunden er i snor, så længe man på nogen måde er usikker på hundens reaktion på killingen.

Held og lykke med det nye familiemedlem

Hvis man på den måde sørger for at have udstyret i orden, have kattesikret hjemmet, og desuden tager killingens første tid i sit nye hjem i killingens tempo, så er den bedste basis lagt for at det lille nye familiemedlem hurtigt falder til. Den næste udfordring er så at have energi nok til at leve sammen med sådan en lille bandit de næste par år, indtil den begynder at være bare lidt mere rolig og lidt mindre hittepåsom! Elvis opfører sig stadig som en killing, selvom han i dag er over 10 år gammel 😊 Men det er jo i bund og grund bare super berigende og fantastisk at få lov at se sådan en lille killing vokse op og bestemt en smule træthed værd!

Elvis – 10 år gammel – og stadig frisk og fræk som en killing!

PS: Egentlig havde jeg i min sidste blog lovet, at denne blog skulle handle om, hvordan man træner sin kat til at gå ind i transportkassen. Men idet det er killingesæson, tænkte jeg, at det ville være mere relevant at skrive om, hvordan man giver killingen en god start i sit nye hjem. Og desuden er jeg ikke helt kommet i mål med at lave ’transportkasse-træningsvideoer’ – men blogindlægget vil bestemt komme senere på året 😊


Hjæld din kat til at blive tryg ved transportkassen

Skriv en kommentar til Hjæld din kat til at blive tryg ved transportkassen

Rigtigt mange katte løber deres vej i det øjeblik, hvor de ser deres transportkasse. Og hvis man når at fange dem, inden de forsvinder ind i det mørkeste hjørne under sofaen, kan det være en kamp rent faktisk at få dem ind i transportkassen – en kamp katten nogle gange vinder! Derfor kan alle aktiviteter, der involverer kattens transportkasse (f.eks. dyrlægebesøg eller transport til kattepension) være superstressende for både kat og ejer. Og i sidste ende kan det betyde, at katten f.eks. ikke kommer til sit årlige anbefalede dyrlægetjek, simpelthen fordi det er for stressende eller endda umuligt, at få katten ind i transportkassen og afsted.

Men det behøver ikke at være sådan. Det kan også være som på billedet herunder, hvor Elvis ligger og hygger i sin transportkasse:

Elvis hygger i sin transportkasse.

Og jeg vil med det samme blankt indrømme, at idyllen på billedet ikke strækker sig til, når Elvis rent faktisk skal afsted til dyrlægen! Han har været alt for ofte til dyrlægen de sidste par måneder, fordi han har dårlige tænder og har haft behov for en del operationer det sidste halve år. Og Elvis ved udmærket godt, hvornår jeg lusker rundt og pønser på, at nu skal vi til dyrlægen igen! Så forvinder han ind under sengen, og jeg må hente ham ud og selv sætte ham ind i transportkassen. Men bare det, at han ellers har et så godt forhold til transportkassen, betyder, at det ikke er en egentlig kamp at få ham derind, selvom han er ked af det. Og han ’tilgiver’ også meget hurtigt både mig og kassen, når han er vel hjemme fra dyrlægen igen, og opsøger den hurtigt igen.

Desuden viser studier, at hvis man træner sin kat til at kunne acceptere transportkassen i sit hjem, så reducerer det kattens stress, når den rent faktisk bliver transporteret i kassen og er hos dyrlægen.

Der er flere ting, man kan gøre for at hjælpe en kat til at blive glad(ere) for sin transportkasse. I denne blog vil jeg beskrive, hvad man kan gøre i dagligdagen, uden egentlig træning, for at gøre katten mere tryg ved sin transportkasse. Og i min næste blog vil jeg skrive om, hvordan man direkte kan træne sin kat til at gå frivilligt ind i transportkassen.

Transportkassen skal stå fremme hele tiden og være hyggelig

Den mest normale årsag til, at nogle katte bare hader synet af deres transportkasse, er, at kassen er gemt væk til daglig og kun kommer frem, når den skal bruges til, fra kattens synspunkt, væmmelige ting såsom ture til dyrlægen. Hvis katten kun oplever synet, lugten og det at være i kassen i forbindelse med skræmmende ting, så vil katten hurtigt opbygge en meget negativ association til sin transportkasse.

For at hjælpe katten med at opbygge en mere positiv association til sin transportkasse kan man gøre følgende:

  • Transportkassen skal stå fremme i hjemmet hele tiden.
  • Kassen skal stå i et rum, katten normalt holder af at opholde sig og slappe af i (begge mine transportkasser står f.eks. i min stue, hvor mine katte tilbringer en stor del af deres tid med at hygge, sove og lege).
  • Døren skal tages af kassen eller sikres, så den ikke kommer til at lukke sig ved et uheld (billedet af min kasse herover viser, at jeg har en lille glasfigur – af en kat naturligvis! – der holder døren åben).
  • Hvis katten fra starten er meget bange for sin transportkasse, kan man starte med at skille den ad, så kun bunden står fremme.
  • Læg et hyggeligt blødt tæppe eller en rar blød katteseng i kassen. Dæk den evt. også med et tæppe for at lave en ’hule’.
  • Læg ting katten godt kan lide ind i kassen f.eks. dens yndlingslegetøj eller små godbidder den vil opdage som overraskelser, når den går derind.
  • Spray evt. kassen med en ’tryg’ lugt f.eks. Feliway Classic. Dette skal gøres både, når kassen bare står fremme, og når den bruges til transport, så lugten ikke kun forbindes med transport.
  • Eller afsæt alternativt din kats egen duft i kassen ved at tage små vatrondeller som du først gnider ned langs din kats kinder (hvor kattens venlige beroligende duft sidder) og derefter langs indersiden af kassen.
  • Og endelig, lad katten opdage kassen i sit helt eget tempo. Lad være med at tvinge katten ind i den i det rum, hvor den står fremme. Hvis det bliver nødvendigt at få katten i kassen, inden den for alvor accepterer den, så tag kassen hen et andet sted i huset og sæt katten ind i den der.

Grundig rengøring mellem ture og én transportkasse per kat

Når en kat er stresset eller bange, vil den afsætte duftmærker, der kommunikerer til andre katte, at ’her er farligt’. Dvs. at der kan hænge en ’lugt af fare’ ved transportkassen, som kan gøre kassen skræmmende for alle husets katte, inklusive den kat der lige er blevet transporteret. Derfor er det en god ide altid at vaske transportkassen grundigt efter brug med mild sæbe og skylle den godt af efterfølgende.

Desuden er det ikke altid, at husets katte er de bedste venner. Det betyder, at hvis en kat begynder at bruge transportkassen til at sove og hygge i (nu den står fremme hele tiden), kan man risikere at husets andre katte begynder at undgå transportkassen, fordi den lugter af den kat, der har ’indtaget’ den. Hvis man så tvinger en anden af husets katte ind i transportkassen for en tur til f.eks. dyrlægen, vil lugten af den anden kat i kassen kun forstærke det ubehag, katten oplever og associerer med kassen. Derfor er det en god ide at have (mindst) lige så mange transportkasser, som man har katte, og altid sørge for at hver enkelt kat ikke bliver transporteret i en kasse, en af de andre har ’indtaget’, hvis kattene ikke er de bedste venner.

Vælg den bedste transportkasse for din kat

Når du køber en transportkasse, er der et par ting, du skal tænke på for at optimere chancerne for, at din kat rent faktisk vil kunne lide kassen:

  • Kassen skal være stor nok til, at din kat kan stå oprejst i den, og til at din kat nemt kan vende sig inde i kassen.
  • Kassen skal være af solid plastic, der ikke nemt går i stykker, og som nemt kan vaskes.
  • Kassen skal have lufthuller langs siderne og også gerne bagi, så der kan sikres ordentlig ventilation på varme dage.
  • Døren på kassen skal være et gitter, hvor man kan stikke godbidder igennem, kæle sin kat igennem, og evt. hænge en vandskål på til længere ture.
  • Kassen skal være i to dele (top og bund), så toppen kan tages af. Det kan gøre det nemmere at få katten ud af kassen eller at undersøge katten i kassen (hvor den alt andet lige vil føle sig mere tryg) hos dyrlægen. Man skal sikre sig, at låsemekanismen, der holder de to dele sammen, er effektiv, så kassen ikke pludselig går fra hinanden ved transport.

Kassen skal evt. have en ekstra åbning i låget, der gør det muligt også at få katte ind og ud den vej. Det kan gøre det nemmere for nogle ejere at få katten ind i transportkassen.

Få behandlet evt. transportsyge

Det er klart, at hvis katten bliver transportsyg, så vil den kunne forbinde dette ubehag med transportkassen. For at undgår dette, og i det hele taget gøre transport så behagelig som muligt for din kat, skal du tale med din dyrlæge, hvis din kat udviser tegn på transportsyge f.eks. opkast, savlen eller diarré under transport. Din dyrlæge vil kunne hjælpe dig med medicin mod transportsygen og dermed minimere risikoen for, at transportkassen bliver associeret med ubehag.

Halvvejs

Hvis du starter med de tiltag, der er beskrevet i denne blog, er du (mindst) halvvejs til at gøre din kat mere tryg ved sin transportkasse. Det næste skridt er direkte aktiv ’transportkassetræning’, dvs. at lære katten at gå ind i transportkassen på signal. Det vil jeg skrive om i min næste blog 😊


Katte og giftige planter

Skriv en kommentar til Katte og giftige planter

Det er forår! Solen har skinnet næsten nonstop de sidste par uger, og selvom det stadig er køligt, er mine overvintrede krydderurter på altanen begyndt at skyde igen. Og jeg er SÅ klar til at fylde altankasserne og potterne med alle slags blomster og urter! Derfor kunne man for nylig finde mig siddende i skrædderstilling foran standeren med frø i Føtex med næsen i min mobiltelefon. Der sad jeg en halv time (mindst!), og der er nok nogen, som syntes det var en smule mystisk. Men jeg var i gang med at undersøge, om de frø, jeg havde lyst til at købe, nu også ville producere planter, der ikke var giftige for katte. Som jeg har skrevet om tidligere, hygger både jeg og kattene os på altanen om sommeren, og jeg skal jo sikre mig at kattene ikke lige napper en bid af en plante, der så viser sig at være giftig. Det kan være superfarligt for kattene og kan også ende med at blive en dyr omgang i dyrlæge udgifter!

Man skal være forsigtig med, hvilke planter man tager hjem til sin kat. Julekaktus skulle, så vidt jeg kan finde ud af, være ufarlig.

Dengang Emil spiste en blomst

Det sidste har jeg i den grad selv prøvet. For mange år siden, dengang jeg havde mine forrige katte Emma og Emil, fik jeg på et tidspunkt en smuk buket blomster, som jeg satte frem i stuen uden at tænke mere over det. Det var en fredag, og lørdag morgen vækkede Emil mig ved at kaste op – en masse! I opkastet var der bl.a. blomster fra buketten, som han åbenbart havde ment skulle være en lille snack, mens han ventede på sin morgenmad. Han var rigtig skidt, så vi endte hos dyrlægevagten, hvor Emil blev indlagt et døgns tid til ’udrensning’ og observation.

Han overlevede, og det er jo det ALLERvigtigste! Men det var også en dyr omgang, specielt fordi det var på weekendtakster (den slags sker ALTID i weekender og på helligdage). Jeg lærte min lektie, og siden da har buketter, jeg har været så heldig at få, enten stået over kattehøjde (hvor jeg specielt holder øje med, at de ikke drysser) eller på altanbordet i perioder, hvor kattene ikke kommer derud.

Og hvis der er liljer i buketten, smider jeg den ud med det samme, hvor ondt det end gør i hjertet at se sådan en fin buket gå til spilde uden at kunne nyde den (undskyld til dem der i tidens løb har givet mig buketter med liljer i og ikke anet at de røg direkte ud igen!).

Skønne Emil ved siden af en kattesikker stuebambus som mange katte godt kan lide at tygge i.

Katte og liljer

Nogle af de ALLERmest giftige planter for katte er ægte liljer (se en artikel fra Agria Dyreforsikring om katte og liljer), som vi desværre ofte ser i blomsterbuketter. Liljer kommer i mange forskellige arter, og med ægte liljer menes der, at arten udspringer af Liliaceae-familien. Flere andre blomster låner ordet lilje, selvom de egentlig ikke er i denne familie, og derfor kaldes de uægte. Det er f.eks. sagen med vores danske påskelilje. Påskeliljen er dog stadig giftig, den er dog sjældent dødelig, og det er særligt løget, der er giftigt, hvilket kattene sjældent går i.

Men tilbage til de ægte liljer, som i den grad er farlige for vores katte. For det er alt fra liljen, der er dødeligt giftig, dvs. stilke, blade, blomster og endda også det fine støv, der er på blomsterstandene; indtagelse af enhver del af liljen kan føre til akut nyresvigt hos katten. Så det er ikke nok at sætte liljerne højt. De kan drysse blomsterstøv ned på områder, hvor katten kan komme forbi, og hvis katten får støvet på poterne eller pelsen, kan den slikke det i sig, når den vasker sig, og selv det kan medføre en dødelig forgiftning for katten. Så selvom liljer er så smukke, så skal de bare ikke være i hverken hjem eller have, når man har kat. Hvis man mistænker, at ens kat har været i kontakt med en ægte lilje, skal man kontakte dyrlægen med det samme.

Alle ægte liljer er dødeligt giftige for katte.

Katte og grønt

Alle os, der har kat, ved, at mange katte godt kan lide at gnave lidt i grønne planter. Et studie fra 2019 viser, at 89% af 1000 katteejere sagde, at deres katte på et eller andet tidspunkt havde spist af planter. Og hvor der også er rigtigt mange teorier om, hvorfor katte gør det, bl.a. at de gør det for at komme af med hårbolde, så har jeg netop læst en ny teori, jeg ikke havde hørt om før. Nemlig at det at spise planter er udviklet evolutionært selv hos kødædere som katte, da planter åbenbart øger muskelaktiviteten i tarmen og derfor kan hjælpe dyret til at komme af med tarmparasitter! Det giver mening for mig, da jeg, ligesom forskerne, også har observeret at en del af det græs mine katte spiser kommer ud med afføringen og altså ikke altid fører til opkast.

Problemet er, at ikke alle katte er i stand til at skelne mellem ugiftige og giftige planter, hvilket Emil er et rigtigt godt eksempel på.. Så derfor sad jeg der foran frøstanderen i Føtex og Googlede enhver blomst, jeg tænkte, det kunne være hyggeligt at dyrke på altanen, for at finde ud af om den var giftig for Rylle og Elvis.

Emma og Emil guffer stuebambus.

Slå planten op!

Der er supermange gode sider med lister over planter, der er giftige for katte på nettet. Der er mange, som har gjort et kæmpe arbejde for at slå planter op og lave lister til hjælp for os andre, og der er nogle helt fantastiske lister derude. Men generelt stoler jeg ikke på at selv den bedste liste, jeg finder, nu også har alle giftige planter med, da det er et kæmpe arbejde at få alt med.

Så det, jeg gør, er altid at google plantens navn sammen med ’giftig kat’ f.eks. ’lilje giftig kat’ og se, hvad der dukker op. Jeg laver ofte også en engelsk søgning (’lily poison cat’ og ’lilies poison cat’). Det er dog vigtigt at pointere, at en direkte oversættelse ikke altid dækker over den samme blomst. Et eksempel er den engelske Easter lily, som faktisk ikke er den samme blomst som vores gule påskelilje. Den engelske Easter lily ser anderledes ud og er ligeledes en ægte lilje, så den er dødeligt giftig for katte. Det kan derfor være en god idé at søge på det latinske navn på planten også, så man undgår sådanne situationer. Og jeg skal helst finde en side, jeg stoler på (f.eks. fra International Cat Care, dyrlæger eller andet), der specifikt siger, at planten ikke er giftig for katte. Så stoler jeg sådan nogenlunde på det og tør købe/dyrke planten.

Hvis uheldet er ude

Hvis man tror, at ens kat ved et uheld er kommet til at spise af en giftig plante (eller noget andet giftigt), så skal man med det samme kontakte dyrlægen (se en fin guide til, hvad man skal gøre og ikke gøre). Hos Agria har de en tjeneste, der hedder Agria Vet Guide, hvor man kan få gratis, online konsultationer med en dyrlæge, hvis man er kunde hos dem. Tjenesten har åbent alle ugens dage og også på de tidspunkter, hvor ens egen dyrlæge ikke er tilgængelig. Er man i tvivl om, hvorvidt det, katten har spist, er giftigt, eller om mængden er kritisk, så er det oplagt at booke en tid online, inden du finder transportkassen frem og ræser afsted til dyrlægen. Læs mere om Agria Vet Guide. Er der til gengæld tydelige tegn på forgiftning, dvs. at katten begynder at savle, at den kaster op, at den kan virke forvirret, at den får kramper, eller at den har åndedrætsbesvær, så er det bare afsted hurtigst muligt. Jo hurtigere man kan få giften ud af systemet, jo større chance er der for, at katten kommer sig uden men!

En mindeværdig aften for et par år siden slikkede Elvis i et ubevogtet øjeblik alt indholdet af et hvidløgsbrød (hvidløg og løg kan også være rigtig giftige for katte), og jeg tog ham med det samme til dyrlægevagten for at få det ud af systemet, selvom han ikke udviste tegn på forgiftning. Det var dyrt – igen!

Det er vigtigt at få katten til dyrlægen så hurtigt som muligt, hvis man mener, den har spist noget giftigt.

Historien med Elvis viser også, at selvom man er påpasselig og sørger for ikke at have giftige planter i hus eller have og virkelig prøver at gemme giftige ting væk, så kan det bare i et ubevogtet øjeblik gå galt. Og som mine historier fortæller, går det af en eller anden grund ofte galt i weekender og om aftenen, hvor en tur til dyrlægen kan blive rigtig dyr. Men selvom katten ’venter’ med at nippe af en giftig plante eller andet til dyrlægens åbningstid, kan det stadig komme til at koste en del, hvis ens kat er forgiftet. Ofte skal den indlægges og behandles over 1 eller flere dage. Så her er det bare en supergod idé at have en sygeforsikring på sin kat. Agria sygeforsikring til katte dækker udgifter til forgiftningsuheld og kan være en stor hjælp i en trængt økonomi, specielt i disse dage hvor alt bliver dyrere. Jeg har begge mine katte forsikret, og det har ofte været en stor hjælp, når de er blevet akut syge.

Klar til sommeren!

Jeg fik møjsommeligt hevet mig selv op fra gulvet foran frøstanderen i Føtex efter at have siddet der i over en halv time og kom hjem med en hel håndfuld af kattesikre blomsterfrø! Så nu er jeg klar til sommeren på altanen – hvis det da ellers ville blive bare lidt varmere i vejret, så jeg kan komme i gang med at så og regere ude på altanen. Som Halfdan Rasmussen så fint har sagt i sin sang ’Noget om Helte’, så bør vi vist specielt i disse dage fokusere på at ’så og ikke slå’.

Altanliv.


Når katten skal have medicin: Om bitter medicin og en doven adfærdskonsulent

Skriv en kommentar til Når katten skal have medicin: Om bitter medicin og en doven adfærdskonsulent

Elvis har ondt i sine tænder. For tiden rigtig ondt! Som jeg tidligere har skrevet om, lider han af tandresorptioner, en tandsygdom hos katte der langsomt æder tænderne op indefra. Det holder dyrlægen og jeg godt øje med, og han er til hyppige tandeftersyn og har efterhånden fået trukket en del tænder ud. På den måde har vi hele tiden sørget for at minimere ubehaget for ham.

I sidste uge var han afsted igen til en tandudtrækning, da jeg var helt sikker på, han havde ondt i en tand. Han viste nemlig alle de små tegn på at have ondt; trak sig mere tilbage, var mere irriteret på Rylle og kastede umotiveret op. Dyrlægen kunne dog ikke finde nogle angrebne tænder og gik derfor lidt på ’opdagelse’ i hans mund (HURRA for dygtige og omhyggelige dyrlæger der ikke lader sig ’nøje’ med ikke umiddelbart at kunne se noget galt ❤). Han fandt ud af, at Elvis desværre har fået en infektion i sine gummer omkring kæbebenet, og at det er derfor, han har haft ondt. Hvorfor, han har fået infektionen, er svært at sige, men den skal naturligvis behandles. Så Elvis skal have antibiotika, og faktisk rigtigt meget af det – 3 ml hver dag i 10 dage! Og hvor Elvis nærmest labber smertestillende i sig (det må smage godt), så er det helt klart at antibiotika både lugter og smager rigtig grimt!

Så jeg har været lidt på herrens mark mht., hvordan jeg skal administrere medicinen uden totalt at ødelægge mit forhold til Elvis. Men jeg arbejder på sagen, og synes jeg vil dele min tilgang her, så andre, der selv står over for at skulle give deres katte medicin i en længere periode, måske kan blive inspireret.

Skønne Elvis på en god dag, hvor han ikke har ondt i bisserne.

Hvad jeg burde have gjort – for lang tid siden!

Hvis jeg nu havde tænkt mig om, og endda lyttet lidt bedre efter i de mange, mange webinarer jeg efterhånden har set om stressfri håndtering af katte, burde jeg for længst have forberedt Elvis på, at han måske på et tidspunkt gentagne gange skulle have medicin, der både smager og lugter grimt. Men her har jeg altså været lidt doven og koncentreret mig om at lære ham andre ting. Men man kan faktisk vænne sin kat (og hund – og andet dyr) til at indtage ting, der smager måske ikke ligefremt grimt, men i hvert fald anderledes, fra en sprøjte.

Her skal man starte med at vænne katten til at drikke/spise noget, der smager rigtigt godt (f.eks. kattepaté opløst i lidt vand, så det bliver mere flydende) fra engangssprøjten: Fyld sprøjten med det opløste kattemad og giv katten god tid til at lære at slikke maden fra sprøjten. Når katten efterhånden synes, det er en god leg at labbe flydende kattemad fra en engangssprøjte i sig, kan man begynde at blande forskellige ting i ’grundsubstansen’ (dvs. i kattepateen opløst i vand), der er ufarlige for katten, men smager forskelligt. F.eks. et par dråber lakseolie eller et par dråber olivenolie (men pas på, ikke at blande ting i der er giftige for katte!). Eller man kan begynde at variere ’grundsubstansen’ ved at bruge forskelligt smagende kattepateer. Dette vil vænne katten til, at det, der kommer ud af sprøjten, kan smage forskelligt og være lidt overraskende.

Når man begynder at variere smagen, skal man belønne, at katten spiser den nye smagsvariant med gode godbidder, eller med at den får lov at slikke på en anden sprøjte med den oprindelige smag.

Begge kattene har intet imod at spise smertestillende – som Rylle her viser. Jeg burde også have lært dem at tage andre typer medicin, inden det blev nødvendigt (Foto: Pia Hansen).

Hvis jeg havde gjort dette forarbejde, ville jeg lettere have kunnet blande Elvis antibiotika op i noget kattepaté blandet med vand og have givet ham det. Og toppet op med ren kattepaté blandet med vand i en anden sprøjte. Netop fordi han ville være vant til at få ’flydende stads’ på den måde, tror jeg, det ville have gjort hele processen nemmere.

Men jeg har altså været doven og har været nødt til at sætte mig ned og tænke over, hvordan jeg kan få givet Elvis antibiotika hver dag i 10 dage, uden at det totalt ødelægger vores forhold til hinanden.

Hvad jeg kunne have gjort

En ting, der ville have været rigtig fristende at gøre nu, hvor Elvis bare skal have sin medicin hver dag, ville være at blande den op i hans vådfoder. Men det har jeg simpelthen ikke turdet gøre. For det første fordi, at hvis han ikke ville spise vådfoderet med medicinen i (han har tydeligt vist mig, at medicinen smager rigtig grimt), så ville jeg have spildt ret meget medicin. Og da jeg netop kun har nok medicin til at dække den periode, han skal have den, ville det ikke være så smart. For det andet, og endnu mere vigtigt, ville der også være den risiko, at det ville få Elvis til ikke undgå sit vådfoder i fremtiden. Hvis han begynder at forbinde smagen af vådfoder med smagen af den væmmelige medicin, ville jeg risikere, at vådfoderet i sig selv ville minde om medicinen, og Elvis derfor også besluttede, at vådfoder var væmmeligt helt generelt.

Hvad jeg gør

Så jeg har altså for det første ikke gjort mit hjemmearbejde i god tid! Og jeg har heller ikke turdet prøve at snyde Elvis ved at putte medicinen i hans mad. Så jeg har været lidt på herrens mark mht. at få givet Elvis den væmmelige antibiotika! De første par dage gik jeg lidt i panik og tvang medicinen i ham, mens jeg prøvede at glemme, at jeg egentlig er uddannet adfærdskonsulent. Men det var bare ikke rart, og både Elvis og jeg var rigtigt kede af det. Og hvad værre var, det tog ham kun to aftener at begynde at undgå mig og køkkenet om aftenen, når han vidste, at tiden for medicin nærmede sig.

Så jeg satte mig ned og mindede mig selv om, at jeg netop er adfærdskonsulent og overvejede, hvordan jeg kunne gøre processen nemmere for os begge to. Og derfor er Elvis og jeg gået i benhård ’medicineringstræning’ flere gange dagligt.

Helt generelt får Elvis sin mad fordelt over 6 daglige måltider – 4 gange tørfoder og 2 gange vådfoder. Meget af hans tørfoder får han i små træningssessioner både morgen, frokost og aften. Og han er vant til, at vi i træningen øver forskellig slags håndtering, dvs. at få klippet kløer, kigget i øjne og ører osv. (altså med undtagelse af at give medicin – som jeg så har ignoreret, dum som jeg er!). Så det er slet ikke uvant for ham, at der kommer nye ting til i den genre, f.eks. at snuse til den væmmelige medicinflaske, tage den tomme medicinsprøjte i munden, snuse til sprøjten med lidt medicin på og endda lige slikke lidt på sprøjten med medicinen på. Så det er vi begyndt at træne flere gange dagligt, hvor han så bliver belønnet med sit tørfoder for sådan en ’modig’ adfærd i forbindelse med hele den væmmelige medicineringsproces.

Denne video viser en træningssession, hvor Elvis og jeg træner medicinering, uden at han får medicinen.

Selve medicineringen har jeg så lagt i forbindelse med, at han får sit vådfoder om aftenen. Det er et større ritual, som begge katte elsker, og det har været nogenlunde let for mig at ’udvide’ det med at invitere Elvis op på køkkenbordet, hvor han allerede er vant til at træne håndtering, og hvor vi også har de daglige træningssessioner i medicinering.

Her belønner jeg ham så allerførst med lidt af sit vådfoder for at være så dygtig at komme op på bordet. Og jeg belønner ham for at se sprøjten blive fyldt med medicin, og jeg belønner ham for at snuse til sprøjten og medicinen, som han jo allerede har prøvet flere gange tidligere på dagen.

Og så kommer tidspunktet, hvor jeg må give lidt køb på, at jeg allerhelst vil have, at han tager sin medicin frivilligt, fordi så langt er vi bare ikke kommet i træningen. Derfor tager jeg forsigtigt fat om hans hoved (noget vi også tidligere har trænet) og stikker sprøjten ind i munden på ham og giver ham 1ml af medicinen. Det belønner jeg så med noget af hans vådfoder og venter med at give ham den næste ml medicin, indtil han slikker sit vådfoder i sig med sin sædvanlige iver (antibiotikaen smager så grimt, at han faktisk næsten ikke kan få sig selv til at spise noget som helst lige efter at have fået en ml af den – det kan man se på videoen herunder). Så får han den næste ml på samme måde og den sidste ml på samme måde.

Det tager den tid, det tager, men det er meget mindre stressende for både Elvis og mig på denne måde, og han er holdt op med at undgå både mig og køkkenet om aftenen. Så selvom det ikke er så perfekt som jeg gerne så, det var, med en kat der i god tid var trænet til bare at labbe selv den bitreste medicin i sig, er det meget meget bedre end at tvinge medicinen i ham!

Denne video viser, hvordan Elvis får sin medicin nu. Den er lidt lang, men det er fordi, vi tager os god tid og ikke forhaster / tvinger processen igennem.

Morale

Jeg ved ikke, om der er en morale i denne historie, måske andet end at nød lærer doven adfærdskonsulent ikke bare at prædike for andre om, hvordan tingene bør gøres, men faktisk også at gøre dem selv! I dette tilfælde har jeg lært på den hårde måde, at begge kattene i fremtiden skal trænes i at spise forskellige lettere opblødte typer kattemad ud af en sprøjte!

Men moralen er måske også, at man nogle gange kan finde en omvej til at få medicin i sin kat, noget mange katteejere frygter! Det tager tid, tålmodighed og lækre godbidder, men det kan altså nogle gange klares, uden at der flyder blod (ejerens,) og uden at forholdet til katten lider et knæk. Jeg håber, min lidelseshistorie her med Elvis kan inspirere andre katteejere til at prøve lidt af det samme, næste gang de står med en flaske medicin og en kat, der har begravet sig langt inde under sofaen og nægter nogensinde at komme ud igen. Og måske endda også inspirere til at begynde medicineringstræningen inden det for alvor bliver nødvendigt, at katten skal have medicin 🙂


Kattetræningsskole 3: Lær din kat at gå på vægten

Skriv en kommentar til Kattetræningsskole 3: Lær din kat at gå på vægten

For nylig sad jeg og bladrede i nogen af mine ældre Youtube-videoer og faldt over en, jeg har lavet for snart 10 år siden, hvor jeg viser, hvordan man kan lære sin kat at gå på vægten frivilligt. Og jeg tænkte, at det egentlig stadig er en super aktuel video, da det både er et praktisk og sødt trick at lære sin kat. Så her vil jeg skrive lidt om, hvorfor jeg vejer mine katte regelmæssigt og vejlede (inkl. den gamle video) i, hvordan man kan lære sin kat at gå på vægten.

Rylle på vægten

Rylle og Elvis går på vægten en gang om ugen

Hjemme hos os går Rylle og Elvis på vægten hver søndag. Og så skriver jeg deres vægt på min vægkalender, så jeg har et løbende overblik over, hvad de vejer. Det gør jeg for det første, for at holde øje med om de er ved at komme lidt for meget på den buttede side. De er begge indekatte, og selvom jeg prøver at aktivere dem hver dag med bl.a. kattefitness, så får de ikke den samme motion, som hvis de kunne komme ud. Og idet de begge er meget glade for deres mad, er der altid en risiko for, at de bliver lidt for tykke.

Generelt er overvægt lige så usundt for katte som for mennesker, så det er noget, jeg synes, jeg bør holde øje med. Desuden blev Elvis faktisk for 1,5 års tid siden lidt for tyk, og jeg var derfor et stykke tid nødt til at sætte ham på slankekur. Her hjalp den ugentlige vejning mig ved at vise både om han tabte sig, men også at han ikke tabte sig for hurtigt; ligesom for mennesker skal et vægttab være kontrolleret hos katte.

Det er ikke sundt for katte at blive for tykke

Derudover hjælper den ugentlige vejning mig også til at se, om deres vægt er nogenlunde stabil. De er begge ældre katte, og det er derfor vigtigt at holde øje med, om en af dem pludselig begynder at tabe sig, selvom fodermængden ikke er ændret. Det kan indikere, at der er et eller andet galt med dem, der bør undersøges nærmere, f.eks. sygdomme i skjoldbruskkirtlen, dårlige nyrer eller andet. (Læs mere om sygdomme hos den gamle kat her).

Frivilligt på vægten

Jeg bruger en ganske almindelig badevægt til at veje mine katte. Det giver ikke den mest nøjagtige vægt, så hvis man har brug for det, skal man ud og finde en vægt specielt beregnet til at veje dyr, dvs. sådan en vægt dyrlægen har stående i sit konsultationslokale. Men for os virker badevægten fint og giver et godt løbende overblik over kattenes vægt. Og begge katte går frivilligt på vægten.

Elvis skal nogle gange lige peges i den rigtige retning (måske han godt ved at tallene er lidt i overkanten!), mens Rylle nærmest ikke kan vente med at komme op på vægten, når den først er sat frem (og det endda selvom hun er en rigtig dame!). Det, synes jeg, er meget lettere, end hvis jeg selv skal stille mig op på vægten sammen med kattene og så trække min egen vægt fra (og jeg er heller ikke vild efter at kende min egen vægt 😀). Og også lettere og mere nøjagtigt end at løfte kattene op på vægten og holde dem fast mens jeg prøver at aflæse vægten. Derudover er det, som sagt, udover at være praktisk, også et sødt trick at lære sine katte.

Elvis på vægten

Lær din kat at gå på vægten

Min gamle Youtube-video af at lære sin kat at gå på vægten kommer her:

Som man kan se, er det egentlig ret simpelt. Jeg har først lært Elvis at ’dutte’ på min pegefinger og følge den rundt, når jeg flytter fingeren. Det er nemt at lære sin kat at ’dutte på finger’ og følge en finger rundt. Man skal først og fremmest have noget mad eller nogle godbidder klar, som katten rigtigt godt kan lide. Og så kan man følge disse trin:

  1. Hold din finger frem mod katten ca. 5-10 cm fra dens snude. Den nysgerrige kat vil med stor sandsynlighed nærme sig og snuse til fingeren. Når den gør det, skal du sige ’dygtig’ (eller klik med en klikker, som jeg gør i videoen) og giv katten en godbid.
  2. Gentag step 1 et par gange (5-10 gange), indtil det virker som om, at katten har forstået ’legen’. Det kan man se ved, at katten med det samme går hen og snuser til fingeren, når den holdes frem igen.
  3. Næste gang du holder fingeren frem, flytter du den lidt væk fra katten, når katten går frem for at snuse. Dvs. at katten lige er nødt til at følge et par skridt med fingeren, inden den får lov at berøre den med snuden. Du skal ikke flytte din finger for langt – i starten er det nok, at katten bare skal tage 1-2 skridt, før den igen får lov at snuse til fingeren. Husk, at sige ’dygtig’ (eller klikke) og give godbid hver gang, katten snuser til fingeren.
  4. Gentag step 3 et par gange, indtil katten har lært at følge fingeren et par skridt.
  5. Nu kan du begynde at føre din kat rundt med fingeren, dvs. lade den tage flere skridt, gå i små buer eller over små forhindringer. Du må dog stadig ikke forvente for meget af din kat, det er vigtigt, at den stadig ofte får lov at nå hen til fingeren, dutte på den og få sit ’dygtig’ og godbid.

Desuden har jeg også lært mine katte at sitte på kommando, inden de lærte at gå på vægten. Det er også praktisk, for så kan man give dem sit-signalet, når de er kommet op på vægten. For at lære din kat at sitte har du igen brug for nogle rare godbidder, og så kan du følge disse trin:

  1. Tag en godbid i den ene hånd, vis den til din (stående) kat og lad måske katten lige snuse til den.
  2. Før nu godbidden i en lille bue op over kattens snude og hoved. Katten vil med stor sandsynlighed kigge op efter godbidden, hvilket betyder, at dens bagdel helt naturligt vil bevæge sig nedad mod underlaget, dvs. at kattens krop bevæger sig mod siddende position. Når bagdelen rammer underlaget, siger du ’dygtig’ (eller klikker) og giver din kat en eller flere godbidder, mens den sidder.
  3. Kast nu en godbid væk fra katten, så den er nødt til at rejse sig op.
  4. Når katten kommer tilbage til dig, gentager du step 1-3.
  5. Gentag step 1-4 et par gange (3-5 gange), og næste gang din kat kommer hen til dig, fører du en hånd uden godbid op over kattens hoved (som om du havde en godbid mellem fingrene, men godbidden er der bare ikke). Katten har nu prøvet bevægelsen et par gange, så der er god sandsynlighed for, at den igen vil ’sitte’ bare på håndsignalet. Hvis den ikke gør det, er du nødt til at gentage 1-4 et par gange mere. Hvis katten omvendt sitter bare ved håndsignal uden godbid, så skal du igen sige ’dygtig’ og give den et par godbidder – den har været superdygtig!
  6. Efterhånden har du en fin sit hos din kat, hvor signalet til sit er, at du løfter en hånd op over kattens hoved, som man også kan se, jeg gør på videoen.

Når katten kan følge en finger og sitte, er det ret nemt at lære den at gå på vægten: Du fører katten hen til og op på vægten med din finger, og når alle 4 ben er på vægten, giver du signal til ’sit’. Her er det så vigtigt at give katten et par rigtig gode godbidder i rap, mens den sidder på vægten for at lære den, at det at sidde på vægten er en god ting! Og så kan du dernæst med fingeren lede den væk fra vægten, så du også lærer den, at den skal vente, til du siger, at nu må den gerne forlade vægten, i stedet for at den sidder uroligt og er klar til at springe ned – det gør vægten mere unøjagtig.

Kom godt i gang med træningen

Hvis dette her med at træne katte er lidt nyt for dig, kan du med fordel lige se mit tidligere blogindlæg om kattetræning.

Held og lykke med træningen – og med at holde vægten.


Lidt for voldsom leg

Skriv en kommentar til Lidt for voldsom leg

Jeg oplever ofte, at katteejere spørger mig, hvad de skal gøre ved, at deres katte angriber dem. Det er ofte unge katte, som udelukkende lever indendørs, der gør dette. Ejerne kan opleve, at katten angriber deres ben, når de går rundt, angriber alt, der stikker ud under en dyne om natten eller springer på ejeren, når denne sidder og arbejder eller bare slapper af. Angrebene kan gå fra at være nogenlunde blide med ’blot’ lidt ’legebid’, der ikke gør egentlig skade, til at være meget voldsomme, hvor der er risiko for at ejeren for alvor bliver bidt, så det bløder. I den sidste kategori beskriver ejerne ofte, at den ’bliver helt sort i blikket’, som om den er helt ’væk’ i angrebsadfærden.

Sådan kan en kat se ud, lige inden den angriber sin ejer i leg.

Jeg har også selv oplevet det. Den første kat jeg havde, efter jeg var flyttet hjemmefra, og lang tid før jeg uddannede mig til katteadfærdskonsulent, angreb mig voldsomt og ofte. Min lille Marx, som jeg fik fra et internat, da han var ca. 4 måneder, levede sammen med mig i en 5te sals lejlighed på 45 kvadratmeter på Vesterbro, og jeg havde travlt med mine studier og med livet i det hele taget. Og måske ikke helt nok tid til ham. Han angreb mig meget voldsomt, specielt når jeg sad hjemme og studerede, og mine arme så ofte ud som om, jeg havde været oppe og slås med pigtråd. Han blev netop ’mørk’ i blikket og kunne slet ikke stoppe, når han først var i gang. Jeg anede ikke mine levende råd og var rigtigt ked af det, for jeg tænkte jo, at det var fordi, han ikke trivedes i den lille lejlighed, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Det ved jeg lidt mere om i dag, så her vil jeg for det første forklare, hvad der alleroftest er årsagen til denne adfærd og for det andet give gode råd til, hvad du kan gøre, hvis din kat angriber dig på denne måde.

Hvorfor kan katte finde på at angribe?

Der kan være mange årsager til at katte angriber deres ejere. Det kan være fordi, de har smerter og ikke har lyst til at blive rørt ved. Det er ofte årsagen, hvis en kat pludselig, fra den ene dag til den anden, begynder at bide og rive, hvis man prøver at røre ved den. Så skal man med det samme tage katten en tur til dyrlægen og få den grundigt undersøgt. Katten kan også angribe, fordi den er bange. Her skal man kigge efter, om man prøver at tvinge katten til at gøre noget, den ikke har lyst til, eller den er presset op i et hjørne uden mulighed for at komme væk.

Leg der er gået over gevind

Men katteangreb kan også være leg, der er gået over gevind. Det ser man specielt hos unge ’ene-indekatte’, dvs. katte der lever uden andre kattes selskab og uden mulighed for at komme ud. Disse katte keder sig ofte og finder så ud af, at de kan få lidt sjov i gaden ved at lege ’slås-lege’ med deres ejere. Det kan endda være, at ejerne har syntes, det var lidt sjovt at lege ’slås-lege’ med dem med hænder eller fødder, da de var små killinger og ikke for alvor kunne gøre skade. Når kattene så bliver større, tror de jo, at det stadig er ok at angribe hænder og fødder i leg, da de jo har fået lov tidligere. Problemet er, at de så har en del mere tyngde bag sig, og at det derfor pludselig kan gøre rigtigt ondt på ejerne.

Men selv for ejere der aldrig har leget ’slås-lege’ med deres killing, kan den unge kat godt senere finde på at begynde at lege angribslege af bar kedsomhed. Og hvis der kommer en ’sjov’ reaktion fra ejeren (dvs. ejeren måske hviner, trækker hænderne til sig, eller måske endda tilbyder katten leg eller mad for at aflede den), så begynder adfærden at sidde fast. Og hos nogen katte kan den desværre blive meget voldsom og overdreven. Det virker som om, disse katte ’sidder fast’ i adfærden og slet ikke kan holde op eller fokusere på andet, når de først er begyndt. Det er her, man ser de ’mørke øjne’ og et voldsomt fokus på bare at angribe.

Men lige meget om det er i den blide eller mere voldsomme ende, er det vigtigt at slå fast, at katten ikke angriber, fordi den vil være ond, dominere sin ejer, eller ikke kan lide sin ejer. Den angriber i leg og for at få lidt action i en hverdag, der nok er lidt kedelig.

’Ene-indekatte’ keder sig ofte.

Farlige kattebid

Hvis du har en kat, der angriber på denne måde, er det for det første vigtigt at understrege, at du skal være opmærksom på, om din kat kommer til at bide igennem, når den angriber. Hvis din kat har bidt igennem i en finger eller et andet sted, så det bløder, så skal du kontakte din læge eller lægevagten. Katte har bakterier i munden, der kan give rigtig grimme infektioner, hvis man ikke får antibiotika med det samme. Det er vigtigt at oplyse, at du er blevet bidt af en kat, så lægen kan udskrive den rigtige type antibiotika til dig.

Aktiver din kat

Du skal overveje, hvorfor din kat har behov for at angribe på denne måde. Som sagt ser jeg alleroftest denne adfærd hos unge ’ene-indekatte’, og for disse skal man overveje, om de har nok aktivering i løbet af en dag. Når en kat er 1-2 år (hvor man i gennemsnit ofte ser adfærden), svarer det til 15-24 år i menneske år. Dvs. der er fuld fart på, masser af energi og virkelyst, og ’bare’ at sove og spise og hygge med ejeren er slet ikke nok indhold i kattens dagligdag. Derfor skal man helt generelt overveje at aktivere sin kat (specielt den unge kat, men også meget gerne den ældre) dagligt, både for at forebygge lege-angreb og for generelt at give sin kat god livskvalitet. Her kommer et par forslag til god aktivering:

Tilbyd din kat fornuftig leg hver dag med fiskestangslegetøj (så katten er på afstand af dig), små bolde og alt muligt andet, katten synes er sjovt at lege med. Sørg både for at katten har legetøj til individuel leg og for hver dag at tilbyde katten interaktiv leg med dig.

Leg med din kat med fiskestangslegetøj.
  • Udskift kattens legetøj jævnligt: Katte vil, ligesom børn, efterhånden finde et stykke legetøj kedeligt og holde op med at bruge det. Så det er vigtigt, at den oplever nye legeting med jævne mellemrum. Man kan lave mange ting selv, så det ikke bliver så dyrt, og man kan også lave et rotationssystem, dvs. gemme lege ting væk et stykke tid og så tage dem frem igen mens andre bliver gemt væk.
  • Sørg for, at katten har gode klatre og kradse muligheder, gerne et gulv til loft-kradsetræ.
Rylle udforsker sit gulv til loft-kradsetræ.
  • Sørg for, at katten har mulighed for at opleve frisk luft og dufte udefra på en kattesikret måde. F.eks. ved åbne vinduer sikret med kattenet eller rammer eller på en kattesikret altan (læs min blog om kattesikrede vinduer og altaner).
  • Giv gerne katten adgang til frisk kattegræs så ofte som muligt.
  • Anskaf en vandfontæne – mange katte synes, det er superspændende med rindende vand.
  • Lad katten arbejde for sin mad gennem foderaktivering: Der er i dag mange gode foderaktiveringsting på markedet til katte. Og man kan lave rigtigt mange ting selv. Den følgende hjemmeside har mange gode ideer til, hvordan du kan foderaktivere din kat.
En meget ung Elvis arbejder for sin mad.

Specielt det sidste med foderaktivering af katte er noget, jeg altid anbefaler, når jeg møder en indekat, der virker som om, den keder sig. Det er en super god måde at få kattens søge- og problemløsningssanser aktiveret, hvilket er både stressdæmpende og beroligende for katte. Samtidig bruger de mere tid på at spise end ved bare at gå til og fra en fyldt madskål. Og endelig er det mere naturligt for katten at søge efter sin mad, gerne mange gange om dagen (se min blog her om, hvorfor katten gerne skal spise mange små måltider dagligt), end blot at få den serveret.

Hvis katten angriber

God aktivering af katten vil forebygge angreb. Men spørgsmålet er så, hvad du skal gøre, hvis din kat angriber. Her vil jeg for det første sige, at hvis angrebene er så voldsomme, at din kat bider igennem, og hvis det sker mange gange dagligt, eller det går God aktivering af katten vil forebygge angreb. Men spørgsmålet er så, hvad du skal gøre, hvis din kat angriber. Her vil jeg for det første sige, at hvis angrebene er så voldsomme, at din kat bider igennem, og hvis det sker mange gange dagligt, eller det går ud over børn, så skal du kontakte en adfærdskonsulent og få en ordentlig snak om, hvordan du kan hjælpe både dig og din kat på en sikker og tryg måde.

Jeg er generelt forsigtig med at give gode råd på skrift, når adfærden er blevet meget alvorlig, eller hvis der er børn involveret: Her mener jeg, det eneste forsvarlige er at få en ordentlig snak med dig om, hvordan vi kan indrette jeres hverdag, så sandsynligheden for yderligere angreb kan blive minimeret. over børn, så skal du kontakte en adfærdskonsulent og få en ordentlig snak om, hvordan du kan hjælpe både dig og din kat på en sikker og tryg måde. Jeg er generelt forsigtig med at give gode råd på skrift, når adfærden er blevet meget alvorlig, eller hvis der er børn involveret: Her mener jeg, det eneste forsvarlige er at få en ordentlig snak med dig om, hvordan vi kan indrette jeres hverdag, så sandsynligheden for yderligere angreb kan blive minimeret.

Men hvis din kat er i de tidlige stadier af lege-angreb, hvor det bare begynder at være lidt irriterende, men ikke for alvor gør skade endnu, så er mit bedste råd, at du, når katten angriber, stille og roligt rejser dig og forlader lokalet og lukker en dør efter dig et kort stykke tid. Og med kort mener jeg maks et minut – blot så længe at katten opdager, at alt det ’sjove’ stoppede, da den angreb. Gå så tilbage og se, om katten er mere rolig. Hvis den er, dvs. hvis den ikke angriber igen, så er det vigtigt at belønne denne rolige adfærd! Vi fortæller jo katten, at vi ikke vil have at den lege-angriber ved at gå vores vej, men så skal vi også huske at fortælle katten, hvad der er god adfærd ved netop at belønne ’ikke-angrebsadfærd’. Det kan man gøre ved at tilbyde fornuftig leg med fiskestangslegetøj, eller at katten får lov at løbe efter en godbid og ’fange’ den. Det er også vigtigt at understrege, at katten ikke skal ende med at være alene bag en lukket dør i længere perioder: at forlade den og gå sin vej skal som sagt kun være maks et minut. Hvis katten slet ikke kan holde op, når du går tilbage, så er det bedste igen at få en ordentlig konsultation med en katteadfærdskonsulent.

En kammerat?

For den unge ’ene-indekat’ der angriber, vil man måske overveje, om katten skal have en kattekammerat. Det er ikke noget, jeg anbefaler som den første løsningsmulighed, simpelthen fordi der ikke er nogen garanti for, at kattene rent faktisk vil blive kammerater! Og hvis de ikke kan sammen, sidder man pludselig med flere problemer, end man startede med. Jeg har et par enkelte gange anbefalet det som den sidste løsningsmulighed, men har så også anbefalet langsom og kontrolleret sammenføring af de to katte for at optimere sandsynligheden for, at de bliver venner. Hvis du derfor overvejer at få en kammerat til din kat, vil jeg altid anbefale, at du kontakter en adfærdskonsulent for at få en snak om, hvilken kat der vil være et godt match for din kat, og hvordan du bedst kan sammenføre kattene.

Til sidst

Jeg håber, dette blogindlæg har givet et lille indblik i et, desværre, alt for velkendt problem for mange ejere af indekatte og givet dig nogle gode ideer til, hvordan du både kan forebygge, at et sådant problem opstår, og hvordan du kan arbejde med det, hvis din kat angriber. Det er viden, jeg gerne ville have haft dengang, jeg havde min lille Marx, der bestemt kedede sig måsen ud af pelsen og var dybt frustreret over min, på det tidspunkt, meget mangelfulde viden om god aktivering af indekatte.


Gider din kat kæl?

Skriv en kommentar til Gider din kat kæl?

Min Elvis ELSKER kæl og nærhed fra mennesker! Han viser det ved at opsøge skødet, så snart man sidder ned – ALLERhelst min kærestes, men hvis han ikke er til stede, så kan jeg godt gå an. Han spinder dybt, når man nusser ham og bliver liggende længe og hygger. Og han brokker sig højlydt, hvis man formaster sig til at rejse sig!

Kælepotten Elvis på mit skød.

Rylle derimod er slet ikke en kælepotte på samme måde. Hun ligger sjældent på skødet og er meget tilbageholdende, hvis man kæler hende uden at bede om lov. Hun vil faktisk helst kun kæles, når hun selv inviterer til det. Hun er egentlig en daglig påmindelse om, at det måske er en god ide at kigge en ekstra gang på sin kat, inden man kæler den, for at se om den egentlig har lyst.

Forskere fra Battersea Dog and Cat home og fra Nottingham Trent University i England har kigget nærmere på det her med, hvordan katte viser, om de vil kæles eller ej, og hvad det betyder for relationen mellem katte og mennesker, hvis katten får lov at invitere til kæl i stedet for ’bare’ at blive kælet. Det har udmundet i en vejledning i, hvordan man kan give sin kat ’choice and control’ (’valg og kontrol’) i kælesituationen. Det vil jeg skrive lidt om her.

Hvordan ved du, om din kat vil kæles?

Katte er faktisk rigtigt gode til at vise, om de vil kæles eller ej. Elvis viser det meget tydeligt ved direkte at opsøge kontakt og smide sig på ens skød storspindende. Men man behøver ikke at have sådan et hængetræ som Elvis for stadig at kunne se, om ens kat vil kæles eller ej.

Rylle plejer at invitere meget fint til det. Hvis hun går rundt, vil hun nærme sig med løftet hale, hun vil blinke venligt til mig og direkte miave til mig. Og hvis jeg holder hånden frem, vil hun stryge sig mod min hånd og derved bede om at blive kløet på kinder og i panden. Hvis hun ligger i f.eks. sofaen, vil hun igen blinke og kalde og måske rulle rundt på ryggen og strække poterne ud mod mig. Alt sammen venlige sociale signaler fra katten der siger, at nu vil den gerne interagere, og man må gerne nusse den.

Rylle beder om at blive kælet

Hvordan kan man se, at katten ikke har lyst til kæl?

Katten kan også vise, at den ikke har lyst til kæl, både på afstand og når man kæler med den. Rylle viser tydeligt, hun ikke gider kæl, hvis jeg nærmer mig og måske rækker hånden frem mod hende: Hun vil sænke blikket lidt i stedet for at blinke venligt, og hvis hun kan, vil hun trække sig væk fra hånden eller bare gå (eller løbe!) sin vej. Hvis jeg er så formastelig, at jeg alligevel kæler hende, vil hun ofte hurtigt vaske de steder, jeg har rørt hende, og det kan sitre ned langs ryggen på hende. Og hun spinder ikke, blinker heller ikke eller miaver til mig. Alt dette er meget fint kattesprog, der siger, at ’lige nu har jeg ikke lyst til kæl’.

Katte kan også invitere til kæl og hygge sig med det, men så efter et stykke tid ikke have lyst mere og sige stop. Her skal man kigge efter, om katten bliver mere stille og holder op med at spinde, om den måske stivner lidt, eller det sitrer i pelsen, der hvor man har rørt, om den vender sig om og kigger på ens hånd eller hurtigt vasker, der hvor man har kælet, om ørerne vender sig lidt ud til siden, eller om halen begynder at bevæge sig ’irriteret’.

Alt dette er tegn på, at nu må man egentlig godt holde op med at kæle den. Og det er noget, jeg synes, man skal respektere (selvom det kan være svært – de er jo bare så superbløde og dejlige!). Vi gider jo heller ikke altid kæl og kram hele tiden 😊

Bed om lov

Forskerne fra England har sat en vejledning op for, hvordan man kan lade sin kat bestemme farten, når man kæler den. Vejledningen hedder meget passende ’CAT’. Dette står for, om man:

  1. Lader sin kat vælge (’Choose’), om den vil kæles.
  2. Løbende holder øje med (’pay Attention’), om katten med sit kropssprog viser, at den stadig nyder at blive kælet, eller om den hellere vil have, man holder op.
  3. Rører (’Touch’) katten de steder, den godt kan lide at blive kælet.

I forbindelse med kattens valg skal man netop lade katten invitere til kæl (som jeg prøver at gøre med Rylle). Eller, hvis man nu egentlig har lyst til at kæle sin kat, så lige spørge om lov først. Det kan man gøre ved at holde en finger eller hånd frem mod katten. Hvis katten gnider sig mod hånden, så har man fået lov til at kæle. Mens hvis katten omvendt viser nogle af de tegn, jeg har beskrevet for Rylle herover, så skal man nok vente til en anden gang med at kæle den. Og i det hele taget lade katten være, hvis den nu har gang i noget andet, f.eks. sove eller spise.

Denne lille kat rækker sig op mod den hånd, der rækkes ud mod den, og har høj hale – den vil gerne kæles.

Mens man kæler sin kat, er det vigtigt, at man løbende holder øje med kattens kropssprog. Hvis den begynder at vise tegn på, at den ikke har lyst til mere kæl (som beskrevet herover), så skal man respektere det og holde op.

Og endelig skal man tænke lidt over, hvor man rører sin kat. Langt de fleste katte elsker at blive nusset på kinderne, i panden og under hagen. Mens mange katte ikke er vilde med at blive rørt på halen og ved basen af halen, på poterne og på maven. Og er sådan lidt ’både og’, når det kommer til resten af kroppen. Dette er naturligvis gennemsnit og gælder ikke for alle katte. F.eks. elsker Rylle at blive nusset på maven – når hun selv inviterer til det! Men generelt skal man nok prøve at undgå specielt maven, idet mange katte kan finde på at bide og kradse, hvis man rører dem der.

CAT giver bedre relationer

Forskerne fra England har også fundet ud af, at hvis man følger CAT-vejledningen, så vil man i gennemsnit have et bedre forhold til sin kat. Katte viser generelt mange flere venlige og indbydende signaler, hvis de selv får lov at bestemme farten, når man kæler med dem. Og omvendt så forskerne, at når retningslinjerne ikke følges, er der større sandsynlighed for at katte angriber dem, der prøver at kæle med dem uden at få lov. Så egentlig er det jo total win-win at følge CAT-retningslinjerne: Man giver sin kat mere frihed til selv at vælge, og man får et bedre og tættere forhold til den!

Her har man måske ikke bedt om lov, inden man kælede katten

Dermed ikke sagt at det ikke er svært altid at lade katten bestemme selv 😊 Selv med mine bedste intentioner synes jeg altså, at det nogle gange er svært at holde fingrene fra Rylle, selvom hun viser mig, hun ikke har lyst – hun er jo bare så blød og kær! Så selv når man er katteadfærdskonsulent, kan det nogle gange være svært at gøre tingene helt rigtigt! Men jeg prøver – og jeg håber, dette blogindlæg også har givet dig lyst til at prøve at lade din kat fortælle dig, at den gider kæl 😊


Av! – mine bisser

Skriv en kommentar til Av! – mine bisser

Min skønne Elvis har dårlige tænder. Så dårlige at han i skrivende stund har fået fjernet 6 tænder og med stor sandsynlighed vil få fjernet flere i løbet af de forhåbentlig mange år, han stadig har tilbage. Han har den tandsygdom, der hedder tandresorptioner, og det er en rigtig grimrian.

Først og fremmest fordi sygdommen nærmest æder kattes tænder op indefra, men også fordi det bare er supersvært at opdage, hvis ens kat har sygdommen! I dette indlæg vil jeg fortælle lidt om sygdommen, så godt jeg nu kan uden at være dyrlæge. Og herefter vil jeg fortælle om, hvor svært det kan være at opdage, hvis ens kat har ondt i tænderne, og de bittesmå tegn man skal prøve at kigge efter. Til sidst vil jeg skrive lidt om økonomien, når ens kat har sygdommen, og hvordan en kattesygeforsikring kan hjælpe rigtig meget.

Hvad er tandresorptioner?

Man kan finde mange gode artikler på nettet om sygdommen tandresorptioner, så her vil jeg blot summere hovedpunkterne. Størstedelen af en tand består af et hårdt knoglelignende materiale kaldet dentin. Dentinen beskytter de mere sårbare dele af tanden såsom blodkar og nerver. Når der opstår resorption af en tand, betyder det, at dentinen bliver porøs og langsomt nedbrydes. Det medfører, at tandemaljen også nedbrydes, hvilket specielt sker ved tandhalsen, hvor man nogle gange kan se sygdommen ved, at der opstår en rød, og nogle gange blodig, linje omkring tanden helt nede ved gummen. Når sygdommen skrider frem, vil den også angribe tandroden, og tanden kan til sidst knække af; den er blevet ’ædt op indefra’.

Desværre ved man ikke, hvad der forårsager sygdommen, og den eneste kur, der virker, er at operere de angrebne tænder ud, som jeg har fået gjort med Elvis. Man mener, at i gennemsnit halvdelen af alle katte vil blive ramt af sygdommen på et eller andet tidspunkt i livet, og den rammer specielt ældre katte.

Hvordan kan du se, om din kat har resorptioner?

Ud fra ovenstående beskrivelse kan der ikke være tvivl om, at resorptioner må være en meget smertefuld sygdom for vores katte! Man kan prøve at forestille sig at få skrællet lag efter lag af en tand, så nerver og roden bliver mere og mere blotlagt – alene tanken giver mig ondt i tænderne! Så det er rigtigt vigtigt at holde øje med sin kat og vurdere, om sygdommen mon er på vej.

Men desværre er det også rigtigt svært at finde ud af, om ens kat har resorptioner. Man skal lede efter både fysiske og adfærdsmæssige tegn, hvor det måske oftest er de sidste, der giver et fingerpeg om, at noget er galt. Som sagt herover vil der nogle gange vise sig en rød, måske blodig, kant omkring en tand, som er angrebet. Men når en sådan kant viser sig, kan sygdommen allerede være meget fremskreden inde i tanden. Og desuden ved vi jo alle godt, at det ikke er det nemmeste at få lov at inspicere vores kats tænder! Derfor er man nødt til at kigge videre.

Der er en række fysiske tegn, man kan kigge efter, f.eks. om katten spiser mindre eller generelt taber sig, eller om katten lugter dårligt ud af munden. Problemet er igen her, at nogle katte faktisk bliver ved med at spise, selvom det gør ondt, og man derfor ikke opdager sygdommen via appetit eller vægt. Elvis spiste f.eks. masser af mad og tabte sig ikke det mindste, selv da sygdommen var værst hos ham.

Så vi må i gang med at kigge på, hvordan katten kan ændre adfærd, når den har rigtig ondt. Og igen er det rigtigt svært, da katte er verdensmestre i at skjule, hvis de har ondt. Katten er det kæledyr, der har levet sammen med mennesker i kortest tid, og den ligner derfor stadig på mange måder den vildkat, den nedstammer fra. Og i naturen er det en rigtigt dårlig ide at vise, man er syg, for så kan man blive udstødt af flokken, eller rovdyr kan opdage, at man er et nemt bytte. Så det bedste er at bide smerten i sig og fortsætte som om, intet er galt. Og det er katte som sagt mestre i! Men der er ting, man kan kigge efter i forhold til kattens adfærd:

  1. Bruger din kat mere tid på at tygge maden, som om den skubber den rundt i munden?
  2. Deltager din kat mindre i fælles aktiviteter, f.eks. leg og kæl, end tidligere?
  3. Sover din kat mere? Og måske mere ’tilbagetrukne’ steder end normalt (f.eks. et stille gæsteværelse den normalt ikke sover i)?
  4. Virker din kat mere irritabel mod familien eller husets andre kæledyr?
  5. Eller omvendt, hvis din kat tidligere har ’jaget’ en af husets andre katte – er den holdt op med det?
  6. Kaster din kat op oftere end normalt, og uden at der er hårboller i?

Denne liste har jeg lavet på baggrund af alle de mange små tegn, Elvis viste på, at han havde ondt. Da sygdommen var værst, kunne Elvis bruge lang tid på at skubbe et stykke tørfoder rundt i munden, han gik tidligere i seng om aftenen og gerne i en hule i soveværelset i stedet for på mit skød i stuen. Endvidere holdt han helt op med at drille min anden kat, noget han ellers gør jævnligt. Og han kastede op flere gange om dagen, noget der også kan være et tegn på, at katte har meget ondt.

Så hvis du synes, din kat udviser en eller flere af ovenstående adfærdsændringer, så er det bare om at komme afsted til dyrlægen! Man skal huske, at mindst halvdelen af alle katte vil blive ramt af resorptioner, og at det gør helt vildt ondt på katten, når de har dem. Selv skal jeg afsted igen til eftersyn snart, fordi jeg synes, Elvis er blevet lidt mere irritabel og samtidig sover lidt mere end normalt.

Elvis sover lidt mere end normalt.

Økonomien

Det er en dyr omgang at have en kat med tandresorptioner! Elvis har over to omgange fået opereret først 2 og så 4 tænder ud. Selve operationerne er i sig selv dyre, og oven i det kommer røntgenbilleder, konsultationer før og efter operationen, smertebehandling og gerne halvårlige check af tænderne for at se, om flere er blevet angrebet. Det er derfor en rigtig god ide at have sin kat sygeforsikret ’just in case’ (og jo i det hele taget 😊). Og her er det vigtigt at være opmærksom på, at ikke alle dyreforsikringer dækker resorptioner, så det er vigtigt at læse policen ordentligt, inden man tegner en forsikring.

Agria Dyreforsikrings sygeforsikring til katte dækker heldigvis resorptioner med op til 2.500 kr. per år (efter den 1-årige karensperiode), hvilket bestemt er en god hjælp, hvis katten skal have opereret tænder ud. Forsikrer du din killing, inden den er fyldt 4 mdr., er der faktisk dækning helt op til 5000 kr. per. år og helt uden karensperiode, så det kan godt betale sig at være tidligt ude.

Fremtiden

Som sagt har jeg en lille mistanke om, at der igen er noget på vej i Elvis tænder, og skal afsted til dyrlægen for at få det tjekket. Til gengæld har Elvis levet et fint liv, siden han sidste gang fik fjernet tænder for 1½ år siden; han spiser med stor appetit (på trods af de manglende tænder), leger og regerer husholdningen som den ubestridte konge. Så man skal ikke være bange for, at katten får et dårligere eller kortere liv, hvis den får konstateret resorptioner, men blot sørge for at få det behandlet så hurtigt som muligt ❤

Elvis er generelt en glad dreng!

Seks om dagen

Skriv en kommentar til Seks om dagen

Titlen på dette blogindlæg kan virke lidt underlig, da det ligeledes er titlen på en kampagne for menneskers anbefalede indtag af grøntsager. Dog indeholder titlen også en sandhed, hvad angår katte og antallet af måltider.

Mange har en madskål stående fremme hele dagen og ved ikke præcis, hvor tit katten spiser af skålen. Dem, der har udekatte, ved heller ikke, hvor ofte katten supplerer det hjemlige foder med en mus eller andre lækkerbiskener fanget i løbet af dagen (altså medmindre katten bringer byttet hjem og praler af det, inden den fortærer det). Mens andre måske vil sige, at deres kat får mad to gange dagligt, og spiser det hele op med det samme. Og hvorfor skal man egentlig tænke mere over det?

Hjemme hos mig får Elvis og Rylle mad 6-7 gange dagligt. De får 4-5 gange tørfoder og 2 gange vådfoder i løbet af dagen. Og al maden bliver brugt til aktivering:

  1. De løber efter tørfoderet, så de får motion.
  2. De får tørfoder som belønning i træning.
  3. De får både tør- og vådfoder i diverse aktiveringslegetøj.

Til sidst i dette blogindlæg giver jeg en udførlig beskrivelse af dagens rutine, der kan bruges som inspiration til, hvordan du selv kan bruge både tør- og vådfoder til at aktivere din kat. Men det er ikke kun pga. aktiveringsværdien af maden, at mine katte får mad så tit. Det er også fordi, det er mest naturligt for dem. Netop dét vil jeg skrive lidt om i dette indlæg og give ideer til, hvordan du kan sørge for, at din kat bliver fodret mere end to gange dagligt – også på en travl arbejdsdag.

Den afrikanske ørkenkat

Vores huskat nedstammer fra den afrikanske vildkat, en fin lille stribet kat der lever i og omkring Nordafrika. Huskatten har på mange måder ændret sig i forhold til den afrikanske vildkat i løbet af de 4-6000 år, der er gået, siden en gren af den afrikanske vildkat begyndte at ændre sig til at blive den morderne huskat.

Men en meget væsentlig ting har ikke ændret sig; Huskatten er, ligesom sin vilde forfader, en af de mest ultimative og specialiserede jægere, der findes! Både den afrikanske vildkat og huskatten skal have kød for at overleve (begge vil dø, hvis de kun bliver fodret med plantebaseret mad, da de er afhængige af livsvigtige aminosyrer og vitaminer, som kun findes i kød). Og begge har derfor udviklet sig til super specialiserede jægere.

’Problemet’ for begge katte er, at de ikke er særlig store – så deres bytte må være en del mindre. Deres mest normale bytte er små gnavere (f.eks. mus) og småfugle. For at få nok næring i løbet af en dag vil en afrikansk vildkat spise 10 eller flere små byttedyr fordelt hen over en dag. Vores domesticerede huskat har stadig det samme jagtinstinkt som sin forfader, og har derfor behov for at spise mange små måltider fordelt hen over en dag i stedet for få større måltider.

Den moderne kats spisevaner

Man kan så spørge, om det smarteste ikke er at lade en stor skål mad stå fremme til en moderne huskat? Så kan den selv gå til og fra i løbet af dagen og spise små måltider i en mængde svarende til et lille byttedyr. Og det er der også nogen katte, som fint kan finde ud af. Mens andre til gengæld virker som om, de slet ikke kan holde op med bare at spise, hvis der står ’gratis’ mad fremme på denne måde.

Det skyldes flere ting: For det første smager moderne kattemad ofte rigtigt godt fra et kattesynspunkt, og de kan deror have svært ved at stoppe (sådan har jeg det også, når jeg spiser chips!). For det andet er moderne kattemad supernemt at spise, idet det serveres i mundrette bidder, der gør det nemt for katten bare at spise og spise. Derudover er mange af vores moderne katte neutraliserede, og det fører tit til nedsat stofskifte, men øget appetit! Og endelig kan katte konkurrere om den mad, som står frit fremme, hvis der er flere katte i husholdningen. Alle disse ting kan føre til, at katten overspiser af ’gratis’ mad og bliver for tyk.

Derfor er det ikke altid smart at have en madskål stående frit fremme hele tiden. Min Elvis ville f.eks. spise sig totalt i hegnet, hvis han fik gratis mad, hvor min Rylle omvendt bedre kan disponere gratis mad, men også bliver lidt småtyk, hvis det sker for tit.

Hvorfor ikke to gange om dagen?

Man kan så spørge, hvorfor det ikke er nok at give katten en afmålt skål mad to gange dagligt. Det fungerer rigtigt mange katte også fint på! Men jeg håber også, at ovenstående beskrivelse af, hvordan katten ville spise, hvis den levede vildt, viser at katte er bygget til at spise mange små måltider i løbet af dagen i stedet for to større.

De kan nå at blive rigtig sultne mellem sådanne to måltider, fordi deres fordøjelse er bygget til mange små måltider, og så kan de finde på at kaste maden i sig, fordi de er så sultne, og kaste halvdelen op igen. Eller blot kaste maden i sig og så igen gå rundt og vente på den næste fodring. Endelig er det kedeligt for specielt indekattene, hvis de kun får mad to gange om dagen – maden er jo ofte noget af den eneste aktivering, de har – og her ville det være godt, hvis de oplever denne aktivering flere end to gange dagligt.

Seks om dagen!

Givet alt dette vil jeg foreslå, at man overvejer at fodre sin kat (og her specielt indekatte) i hvert fald 5 gange dagligt. Nedenfor kan du se mit ’fodringsregime’ på en almindelig dag – og jeg tænker, det kan give lidt inspiration, selvom det virker lidt omfattende. Som man kan se, inddrager jeg også moderne teknologi (foderautomater), så kattene kan få et måltid, når jeg er på arbejde.

Det behøver man ikke – i ’gamle’ dage, før al denne nymodens teknologi, fik mine katte ikke mad i løbet af dagen, men resten af rutinen fulgte de. Foderautomaterne bruger jeg også, når jeg er væk et par dage, så de stadig får mange små måltider hen over dagen i stedet for, at der skal stå gratis mad fremme (jeg har naturligvis stadig en kattepasser, der kommer og tømmer bakker og nusser dem bag ørerne en gang om dagen).

Min foderrutine ser ud som følger:

  • Morgen: Her måler jeg allerførst hver af kattenes morgen-tørfoder og placerer det i hver deres lille beholder.
  • Den ene halvdel af deres morgenportion får de med det samme. Her starter jeg med at lave ’jagtleg’ med noget af maden, hvor jeg lader kattene løbe rundt i lejligheden og fange stykker af tørfoder, jeg kaster. Jeg sætter forhindringer op, som de skal hoppe over (en kattetunnel og et vandret kradsebræt) og sørger på den måde for, at de får lidt morgenmotion. Dernæst bruger jeg resten af den første halvdel til at belønne dem for at få børstet tænder. Det er en daglig hyggelig træningsaktivitet.
  • Senere på morgenen, efter mit bad etc., får de så begge vådfoder. De deler en pose vådfoder (100gr) morgen og så endnu en pose aften. Hver kats vådfoderportion fordeles mellem hhv. en teskefuld i en skål og resten i et aktiveringslegetøj (der kan vaskes). Vådmaden i skålen overhældes med lidt vand, så jeg sørger for, at de også får rigeligt væske (begge lider af forskellige blære-/nyreproblemer). Kattene får maden på hver deres avis, da det godt kan være lidt snasket, når de dimser vådmaden ud af aktiveringslegetøjet.
Rylle spiser vådfoder.
  • Inden jeg går på arbejde, får kattene ca. 10-15 tørfoderbidder hver af deres resterende morgen tørfoder, igen i aktiveringslegetøj, og resten bliver puttet i foder automater, der udløser det ved frokosttid.
  • Når jeg kommer hjem fra arbejde, måler jeg deres aftentørfoder af, og det kommer igen i de to beholdere. De får halvdelen med det samme, og igen laver vi først ’jagtlege’ med det rundt i lejligheden og over forhindringer. Resten bliver brugt på individuel træning af kattene. Lige nu er jeg ved at lære Elvis at ’stå’ (som en hund), og med Rylle arbejder jeg på at lære hende at få børstet tænder med en ny tandbørste.
  • Ved 18-tiden får de så igen vådfoder på samme måde som om morgenen.
Elvis spiser vådfoder, og her kan man se både skålen med vand og en teskefuld vådfoder samt aktiveringslegetøjet med vådfoder i.
  • Og endelig får de den sidste halvdel af deres aftentørfoder ved 20 – 20.30-tiden, hvor jeg specielt får Elvis til at løbe efter maden og igen springe over forhindringer (da han er til den buttede side!), mens Rylle laver mere rolige øvelser med at gå op og ned ad en skammel, da hun har behov for at få styrket musklerne i bagbenene, der er lidt gigtplagede.

Det kan naturligvis godt virke lidt voldsomt med al denne fodringsaktivitet hen over dagen. Jeg gør jo så meget, fordi mine katte er indekatte. Forhåbentlig kan min rutine herover fungere som inspiration til at begynde at fodre din kat 5-6 gange dagligt og dermed få dens foderplan til at afspejle, hvordan den selv ville vælge at spise under naturlige forhold.

Velbekomme 😊


Hvor godt husker din kat?

1 kommentar til Hvor godt husker din kat?

For en uge siden kom min engelske kæreste over fra England for at være her i Danmark i oktober. I sig selv lyder det jo ikke så unormalt – hvis man bor i to forskellige lande, tager man jo en del frem og tilbage for at være sammen. Det lidt specielle i situationen var, at det var første gang i 1½ år, at vi så hinanden live og ikke kun på Skype, da corona har gjort det rigtig svært at ses. Så oven i den generelle store gensynsglæde fik vi lov at observere, hvor godt mine katte huskede ham, hvilket jeg syntes var superspændende!

Elvis og Rylle ligger og slapper af i solen.

Hvor godt mon de husker?

Det hører med til historien, at vi for det første har været kærester i 7 år, og at kattene har levet sammen med ham i England i 3½ af disse år, så de kender ham rigtig godt. For det andet er han et af de mennesker, som dyr flokkes om og bare godt kan lide. Da vi lærte hinanden at kende, accepterede selv Rylle, der normalt er meget forsigtig omkring mænd, hun ikke kender, ham overraskende hurtigt. Og han har altid været Elvis yndlingsmenneske – Elvis er generelt klistret til hans skød, så snart han sætter sig ned. Alligevel var det spændende, hvordan de to katte, og specielt Rylle, ville reagere på hans ankomst efter denne lange tid. Som sagt er Rylle ret mistænksom over for fremmede, og specielt omkring mænd hun ikke kender, på grund af nogle uheldige oplevelser, hun har haft som killing. Hvis jeg får besøg at mennesker, kattene ikke tidligere har mødt, plejer Rylle at gemme sig, og det kan tage timer, før hun kommer frem – specielt hvis det er mænd.

Derfor var det også ret fantastisk at se kattenes reaktion, da vi kom hjem fra lufthavnen! Begge katte var fremme og sige goddag, og der var ikke tegn på hverken angst eller overdreven gensynsglæde. I bund og grund reagerede begge katte, som de ville have gjort, hvis kæresten lige havde været en times tid nede og handle og ikke været væk i 1½ år. Elvis gik naturligvis i gang med at inspicere kuffert og tasker, mens Rylle roligt sad på en lille kasse, hun altid sidder på, når jeg kommer hjem – der får hun altid en godbid ved hjemkomst. Og kæresten fik lov at kæle hende med det samme, og generelt gik hun resten af aftenen rundt og opførte sig akkurat, som hun plejer, når vi begge er i lejligheden. Elvis plantede sig på kærestens skød det øjeblik, han satte sig ned! Det var bare superdejligt at se, men også meget spændende, idet det jo siger noget om, hvor længe katte husker.

Det er ikke første gang, jeg har oplevet, at mine to katte har kunnet huske mennesker, de har kendt godt hen over lange perioder. Før vi flyttede til England, blev de f.eks. passet jævnligt af en supersød og dedikeret kattepasser. Hun genoptog pasningen, da vi flyttede hjem til Danmark igen, og beretter, at det bestemt virkede som om, kattene huskede hende ret hurtigt. Specielt Rylle var igen spændende, idet hun netop er ret sart, når det kommer til nye mennesker – men hun var fremme og sige goddag ret hurtigt, da kattepasseren kom på besøg igen, og der har ikke været nogen som helst problemer med, at hun har virket bange. Og når vi havde besøg fra Danmark, i årene vi boede i England, virkede det også ofte som om, at kattene hurtigt genkendte gæsterne; Rylle var altid relativt hurtigt fremme og sige goddag, hvor hun omvendt ikke kunne drives frem, hvis vi havde besøg af nye engelske venner.

Elvis på kærestens skød.

Hvor godt husker katte?

Alle disse oplevelser, og specielt kattenes reaktion på kærestens ankomst i sidste uge, har fået mig til at tænke lidt mere over, hvor godt katte husker. I de mange kurser jeg har taget om katte, er jeg endnu ikke blevet præsenteret for materiale om kattes hukommelse. Og et hurtigt kig gennem mine mere seriøse kattebøger afslører heller ikke nogen information om kattes hukommelse eller kognition. Så jeg måtte på nettet og se, hvad jeg kunne grave frem.

Her fandt jeg en interessant oversigtsartikel fra 2015 over tidligere forskning i kattes kognition, hvor der også var et afsnit om kattes hukommelse. Her beskrives mange eksperimenter vedrørende kattes korttidshukommelse, dvs. den information dyr og mennesker kan bibeholde ’frisk’ i hjernen her og nu i forbindelse med opgaver. F.eks. at huske et telefonnummer man lige har slået op eller for kattens vedkommende, at huske hvor et stykke mad er landet under f.eks. en kommode, hvis de lige et øjeblik bliver afbrudt i at fiske efter det. Og selvom det virker som om, at Elvis kan huske meget længe, hvor et stykke mad er landet, så viser forskning, at kattes korttidshukommelse i gennemsnit er 30 sekunder, men at den også aftager hurtigt – allerede omkring 15-16 sekunder.

Men mht. kattens langtidshukommelse, dvs. hvor godt katten husker mennesker, ting og oplevelser over længere tid, skriver oversigtsartiklen ikke så meget. Den siger at: ”The long-term memory of cats seems to be highly developed”, men nævner så kun et enkelt forskningsprojekt, der viste, at katte huskede rigtig godt hen over 10-minutters perioder, som jo er en del kortere end de 1½ år, mine katte ikke har set min kæreste! Og siger så, at der er brug for mere forskning i kattes langtidshukommelse. Jeg har heller ikke været i stand til at finde flere direkte forskningsartikler, som specifikt omhandler kattes langtidshukommelse (men vil meget gerne høre om dem, hvis nogen, der læser dette, har kendskab til forskning inden for dette felt 😊).

Til gengæld fandt jeg en ret god diskussion fra 2017 af kattes og hundes hukommelse på PetMd’s hjemmeside, der generelt virker seriøs, hvor en del forskere og eksperter er blevet spurgt om deres syn på og erfaring med vores kæledyrs hukommelse. Igen nævnes det, at kattes (og hundes) langtidshukommelse ikke er noget, der er blevet forsket meget i, men eksperterne siger også (hvilket mange katte og hundeejere nok kan nikke genkendende til), at der er meget, som tyder på at både katte og hunde kan huske mennesker, ting, steder og oplevelser over lange perioder. De nævner specielt dårlige oplevelser, hvilket jeg kan nikke genkendende til; Jeg mener jo, som sagt herover, at grunden til, at min Rylle generelt er bange for mænd, hun ikke kender, er nogle dårlige oplevelser, hun har haft med mænd som killing.

Eksperterne, der er spurgt i PetMD-artiklen, siger også, at man mener, at noget, der kan påvirke, hvor godt katte og hunde husker ting over længere tid, er hvor stort indtryk, disse ting har gjort. Det kan jeg også nikke genkendende til: Rylle er bange for mænd i dag, fordi hun har haft nogle grimme oplevelser med mænd som killing (for 11 år siden!), og kattene genkendte min kæreste med det samme, da de altid har været meget glade for ham.

Min smukke Rylle husker rigtig godt – både gode og dårlige ting.

Endelig peger PetMd-artiklen på en anden interessant ting, nemlig at man mener, at katte ikke har den samme grad af hukommelsessvigt som hunde, når de bliver ældre. Det passer meget godt med min erfaring som adfærdskonsulent. Jeg har kun mødt en enkelt kat, hvor jeg var ret sikker på, at den var lidt senil, mens jeg har hørt om flere hunde, der virkede som om, de faldt lidt af på den mentalt med alderen.

Hvor godt husker din kat?

Kattens hukommelse er altså en ting, vi ikke ved meget om! Endnu en ting om vores skønne kæledyr der stadig er lidt mystisk. Så her er der masser af plads til ’hjemmeforskning’, hvor vi hver især må overveje, hvor godt vores katte husker, både på kort og langt sigt, ud fra vores egne observationer. Jeg mener, at alle de ting, jeg har fortalt om herover, viser, at Rylle og Elvis langtidshukommelse er overraskende god! Så hvad med din kat – hvor godt husker den? Send mig gerne historier, der viser, hvor godt din kat husker! Så kan vi måske sammen blive endnu klogere på vores skønne katte ❤